Fortsæt til indhold

Frem med kulturen fra alle hjørner af kommunen

Kulturaften 2016 er fastsat fredag 16. september

Samfund
Erland Rasmussen

Der lægges igen op til et overflødighedshorn af kulturoplevelser i 2016, når eventen Kulturaften løber af stabelen i hele kommunen.
Sådan lyder oplægget fra arrangørerne, som allerede nu er klar til at røbe, at datoen for næste Kulturaften bliver fredag 16. september 2016.
Arrangementet kalder på alle kommunens kulturaktører, lyder det fra Styregruppen bag projektet, som håber på et endnu større, bredere, vildere, dybere og sjovere udbud af kulturelle aktiviteter og events for både børn og voksne.

Snuse til hele paletten

“Kulturaftenen viser alle de mangfoldige tilbud og den enormt brede vifte af kulturarrangører, vi har i kommunen. Kulturaktørerne får mulighed for stolt at vise deres ypperste frem, og borgerne får mulighed for at snuse til hele kulturpaletten, og de får endda nye og måske endda uventede oplevelser og overraskelser i løbet af aftenen,” lyder det fra styregruppen.
Derfor opfordres allerede nu alle interesserede til at melde sig som kulturaktører.
Det er nemlig ikke for tidligt at komme i gang med at lokalisere aktørerne og starte planlægningen, mener styregruppen.
Skanderborg Kommune rummer en mangfoldighed af oplevelser og tilbud inden for kunst & kultur. Det blev dokumenteret med stor succes, da den anden KulturAften blev gennemført med over 40 events rundt omkring i kommunen i september 2015.
Hvis man som kulturaktør har lyst til at byde ind med arrangementer til KulturAften 2016, skal man skrive til kulturogfritid@skanderborg.dk.

Styregruppen

Styregruppen består af Lene Høst-Madsen, Skanderborg Museum, Linda Taanquist, Kulturhuset, Mia Bay, VisitSkanderborg, Jesper Simonsen, Skanderborg Kommune, Jørgen Bartholdy, Skanderborg Kommunes Biblioteker, Viggo Rasmussen, Ejer Bavnehøjs Venner, Jørgen Lund Christiansen, Vestermølle, Tove Severinsen, Biohuset i Galten, Lisbeth Kristensen, Kirkerne og Inger Jensen, Ry Biograf.