Djursland for fuld Damp kører nu på diesel
Penge fra Elro-Fonden til indkøb af kassevogn og trailer
Stationsforstander Carsten Jensen, Foreningen Djursland for fuld Damp, fik i torsdags en dejlig julegave af Niels Ole Birk, Elro-Fonden. foreningen havde søgt penge til indkøb af ny kanotrailer og en mindre kassevogn, og Niels Ole Birk overrakte pengene på vegne af Elro-Fonden.
Til kanoer og skinnecykler
Carsten Jensen fortæller, at bilen og traileren vil gøre den stigende kørsel med kanoer på Allingå betydelig lettere og mere sikker.
“Vores gamle trailer er slidt helt ned, og er ikke bygget til den type kanoer, vi udlejer i dag. Kassevognen skal bruges til at køre kanoudstyr og mad samt køre skinnecykler sikkert frem og tilbage langs med banen.”
Der har også været penge til at udsmykke bilen med logo farver og billeder.
“Så nu er det en kørende reklamesøjle for stedet. Det er med til at synliggøre attraktionen, som ud over kanoer, skinnecykler, museum, turistinformation også tilbyder overnatning i autentisk sovevogn, der har kørt frem og tilbage mellem Ålborg og København. Så nu er vi klar til næste turistsæson”, smiler Carsten Jensen.