Horsens får ny park i Søndermarken
Ny park med oplevelser skal binde beboere tættere sammen
Horsens Kommune har fået tilsagn fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal om økonomisk støtte på to millioner kroner til en ny park i Søndermarken i Horsens.
Parken skal rumme mange kultur- og aktivitetstilbud, samle områdets foreninger og være et åndehul for alle bydelens borgere, oplyser Horsens Kommune i en pressemeddelelse.
Ifølge planerne skal kvartersparken sætte de lokale kræfter i spil ved at binde aktivitet, oplevelser og beboere tættere sammen på en social og uformel måde.
I praksis bliver det blandt andet i form af lydgeologi, hvor borgerne via en gratis app på deres mobiltelefon kan lægge fortællinger ind forskellige steder i området og opleve andres fortællinger.
Kvartersparken kommer også til at omfatte et stisystem, der byder på eventyr, bevægelse, leg og ophold undervejs og meget mere.
Ud over pengene fra A.P. Møller Fonden bidrager Horsens Kommune med fem millioner kroner. Kommunen har desuden fået tilsagn om 250.000 kroner fra Sønderbro Kulturhus Fond, 200.000 kroner fra Andelsboligforeningen Odinsgaard, afdeling 1 Sønderbro, og 100.000 kroner fra Insero Horsens.
Kvarterspark Søndermarken ligger ved og er en del af Børneenhed Søndermarken (den tidligere Søndermarkskolen), der rummer vuggestue, børnehave og skole.
Det samlede projekt for kvartersparken forventes at koste 7,2 millioner kroner og skal efter planen stå klar i løbet af 2016.