John og Aage holder dig varm juleaften
En række danskere tager på arbejde juleaften og sørger for, at vi andre kan fejre jul uden forstyrrelser. Blandt andre John og Aage på Kyndbyværftet
Nøøjjj hvor skal der hygges og nøøjjj, hvor bliver det godt at slappe af og se familien i julen.
Men når der er fuldt blus på komfurerne juleaften, er forbruget i Danmark knap tre millioner kilowatt-timer højere end på en normal hverdag.
Men al den strøm og varme kommer ikke af sig selv. Derfor er det godt, at John Thim Jensen og Aage Luke Hansen tager på arbejde på Kyndbyværket juleaften, så vi andre kan julehygge med familie og venner.
Men selvom John og Aage skal tilbringe juleaften på kraftværket, kommer de dog til at mærke, at det er jul. Der er bestilt julemenu fra en lokal leverandør, som kan nydes i kontrolrummet, og der er også sørget for en lille gave til de medarbejdere, der er på vagt. Fra kontrolrummet overvåger de to driftsmestre både Kyndbyværket og DONG Energys havmølleparker i Danmark, England og Tyskland.
Usædvanligt strømforbrug
Netop på juleaften oplever medarbejderne på kraftværkerne en stor ændring i strømforbruget.
Frem til klokken 18:00 bruger danskerne markant mere strøm i de danske hjem, end på en normal hverdag. Men fra det øjeblik, juleanden og flæskestegen er ude af ovnen, falder strømforbruget markant, og det stiger først for alvor igen, når vi er tilbage på arbejde den 27. december, skriver DONG i en pressemeddelelse.
Når danskerne slukker for ovnen omkring klokken 18:00 juleaften, falder elforbruget i Danmark med 800 MW inden for en time. Det svarer til den samlede effekt på Danmarks største havmøllepark – gange to.