Fortsæt til indhold

Carl Christian reddede sine fliser i sidste øjeblik

Samfund
Af Svend Mikael Larsen

Da arbejdet med en lave separat kloakering, som det er skitseret i kommunens spildevandsplan, var nået til Bakken i Guderup, startede man med at orientere beboerne om planerne, og om hvordan arbejdet ville forløbe osv. Der var bare én ting, som man ifølge Carl Christian Schweder, der var blandt de berørte beboere på Bakken, ikke fik at vide. Det var, at det fortov, som i et halvt århundrede havde rundet hans hjørneejendom, samtidig ville blive sløjfet.
"Det var helt tilfældigt, at jeg opdagede det," fortæller han.
"En dag så jeg, at arbejdere længere oppe ad gaden, var gået i gang med at fjerne fortovsfliserne. Så jeg gik derop og snakkede med dem, og på den måde fandt jeg ud af, at man i forbindelse med kloakarbejdet havde besluttet at sløjfe fortovene på vores vej. Jeg skyndte mig derfor at kontakte kommunen, for jeg ville nemlig meget gerne beholde mit fortov," fortæller han.
Det lykkedes, men hos de andre beboere på gaden er der nu plantet græs, hvor der tidligere var fortovsfliser.

For smalle til rollator

"Jeg fik at vide, at man havde valgt at sløjfe fortovene, blandt andet fordi de var for smalle til f.eks. folk med rollator. Der var i det hele taget problemer med tilgængelighed, fik jeg fortalt. Men fortovet har da fungeret godt nok i de 50 år, vi har boet her, og i øvrigt bliver tilgængeligheden jo ikke bedre af, at de helt forsvinder og bliver erstattet af græs," siger Carl Christians Schweder.
"Da man var i gang med at asfaltere efter kloakeringen så jeg en dag to store lastbiler, som skulle passere hinanden. Det kunne de ved at den ene lastbil kørte op på fortovet. Hvis der ikke havde været fliser men en blød græsrabat, havde det nok ikke set for godt ud bagefter," fortæller han videre.
"I øvrigt er vi jo her på Bakken blandt de sidste, der får ryddet sne, og nu hvor der ikke er fortove, som beboerne selv rydder, så bliver vejen da endnu mindre fremkommelig fremover," siger han.
Hos kommunen henviser man til de af byrådet vedtagne regler, omkring hvornår et fortov er et fortov og kan fungere som sådan. Her har bredde, kantstenshøjde og tilgængelighed betydning, og da de nu tidligere fortove på Bakken i Guderup ikke opfylder minimumskravene, besluttede man altså at sløjfe dem.
"Fordi jeg var hjemme, den dag man gik i gang med at fjerne fliserne, lykkedes det mig at beholde mit stykke fortov. Men det kan jo være en interessant oplysning for andre, som bor i områder, hvor man også skal til at kloakere, og hvor fortovene ifølge kommunen er for smalle," slutter Carl Christian Schweder.

Før var der fliser langs hele vejen. Nu er der delvist plantet græs, som man kan forvente kommunen vil slå to gange om året. Foto: Svend Mikael Larsen