Fortsæt til indhold

Julen varer lige til påske

Eller gør den?

Samfund
Af Charlotte Hougaard, certificeret sundhedscoach

Er det ikke netop kunsten at holde jul op til jul og mellem jul og nytår – og så ellers leve ”normalt” mellem nytår og jul? I sidste uge skrev jeg lidt om det her med at hygge sig i december ofte involverer ekstra kalorier – og det er helt ok, blot du ikke helt glemmer dine gode, sunde vaner. Og blot du vælger de ekstra kalorier med omhu. Vi er skabt til at spise naturlig mad, og dette kan sagtens lade sig gøre i julen også.

Kombiner gode vaner

De gode vaner kan sagtens kombineres med juletiden. Og det kan endda også være givet rigtig godt ud at holde lidt fast i de gode vaner henover julen. Dels er det nemmere at ”vende tilbage” til vanerne i januar og dels får du en bedre jul!
Hvert år er den tunge julemad juleaften og i juledagene skyld i en del forstoppelser og rigtig mange dårlige, oppustede maver. Vi er simpelthen ikke vant til den slags mad - og for mange i alt for store mængder - selvom det jo smager fantastisk godt.
For at få al den tunge mad bedre igennem systemet kan det være rigtig godt stadig at spise en del af det grove grønne. Du kan sagtens snuppe et par gulerødder sammen med dit morgenmåltid, eller som et lille mellemmåltid, hvis du ved at du senere skal have noget af det knap så sunde eller tunge julemad. Ved at have spist en god del af det grove grønne spiser du måske heller ikke helt så meget, som du ellers havde gjort, idet bunden er blevet lagt af det grønne. Husk også stadig vand i rigelige mængder.

Masser dine tarme

Og så det der med motionen. Det er så vigtigt! Motion behøver ikke være svært, tidskrævende eller besværligt. Det kan sagtens blot være en gåtur sammen med familien, for gåturen gavner jo ikke kun dig, men bestemt også børnene, bedsteforældrene eller hvem, du nu går en tur sammen med.
Hver eneste gang, du tager et skridt masseres dine tarme og maden fordøjes meget nemmere og glider gennem systemet uden at forstyrre yderligere. Så det er virkelig givet godt ud lige at komme ud en halv times tid hver dag. Og så kan det også være det ekstra julekilo ikke sætter sig helt så nemt fast.
Tilbage er nu vist blot at ønske dig en rigtig glædelig jul – nyd de skønne timer med dem, du holder af.
Julen er hjerternes fest, ikke kun kaloriernes.
Husk, du er det vigtigste, du har! - så glem ikke de gode vaner samtidig med at du nyder den dejlige julemad.