Fortsæt til indhold

Gode initiativer i regeringens vækstpakke

Flere af Håndværksrådets ønsker for de små og mellemstore virksomheder bliver imødekommet i regeringens vækstudspil.

Samfund
Arkiv

VÆKST Fremover får SMV'erne blandt andet bedre mulighed for at finansiere projekter gennem Vækstfonden, ligesom det bliver væsentligt mere favorabelt at ansætte en højtuddannet medarbejder i nu op til to år.
- Vi kan se, at regeringens har imødekommet mange af Håndværksrådets ønsker. Vi har gennem lang tid peget på finansieringsvanskelighederne, dårlig telefon- og it-forbindelser, problemer med erhvervsskoler og lærlinge.
Det er udfordringer, som regeringen tager hånd om i sit vækstudspil, siger afdelingschef i Håndværksrådet Frank Korsholm.

Tilskud til akademikeransættelser i SMV’er

Afdelingschef Frank Korsholm tilføjer, at ønsket om at forbedre InnoBooster-ordningen, så der fremover kan ydes tilskud til akademikeransættelse i SMV'erne i op til to år, også har været højt prioriteret i Håndværksrådet.
- Det skyldes, at det typisk kræver en længere ansættelsesperiode at få akademikere til at flytte væk fra de større uddannelsesbyer.

Skolehjem med tilskud

Frank Korsholm hæfter sig desuden ved, at der nu bliver oprettet en forsøgspulje til at gøre erhvervsuddannelserne bedre tilgængelige i større dele af Danmark, og at lærlinge i praktik i tyndt befolkede områder fremover får mulighed for at bo på skolehjem med tilskud.
- Det vil alt sammen bidrage til at holde på de unge i landdistrikterne og modværge, at de unge flytter bort, siger Frank Korsholm.
Også forslagene om at liberalisere planloven, øge det kystnære byggeri samt reduktionen i pendlerprisen over Storebælt får rosende ord med på vejen.
- Generelt vil forslagene hver især bidrage til at gøre det lidt lettere at drive virksomhed – og når alle 100 forslag bliver lagt sammen, er der heller ingen tvivl om, at de tilsammen vil løfte væksten herhjemme, siger Frank Korsholm.
sl