Nye rollemodeller fik diplom som bydelsmødre
Ni nye bydelsmødre i Skanderborg har fået overrakt deres diplom af borgmesteren
“Da jeg selv kom til Danmark, var jeg meget stresset. Jeg ved, hvor svært det er at komme hertil fra et andet land. Derfor er jeg meget glad for, at jeg nu har gennemført uddannelsen til bydelsmor, så jeg ved, hvordan jeg kan hjælpe andre kvinder. Samtidig har jeg fået viden om mange ting, som for eksempel sygdomme, børneopdragelse og ligestilling. Jeg synes, det er en fantastisk idé.”
Mahina Rahmoni fra Tajikistan stråler af glæde over sin nye uddannelse som bydelsmor.
Torsdag 17. december fik hun overrakt diplomet af borgemster Jørgen Gaarde (S) og havde i dagens anledning taget både mand og to sønner med til diplomoverrækkelsen i den stuvende fulde konferencesal på rådhuset.
Med det femte hold uddannede bydelsmødre er Skanderborg nemlig nået op på 35 af slagsen, og mange af dem var mødt op for at hilse på de nye bydelsmødre.
“Det er en fornøjelse at se så mange kvinder, der tager ansvar og gør en indsats for at hjælpe andre. Jeg er stolt over, at vi har bydelsmødre i Skanderborg Kommune, som hjælper nye borgere med at falde til og klare sig godt. Ikke mindst nu hvor der kommer mange nye flygtninge til kommunen, som også skal blive glade for at være her,” sagde borgmesteren i sin tale til de nye bydelsmødre.
Bydelsmødrene er ressourcestærke rollemodeller i lokalsamfundet, hvor en af deres opgaver er at besøge kvinder med minoritetsbaggrund i lokalområdet og tale med dem.
Kvinderne er ofte isolerede og har udfordringer med det danske sprog. Samtidig mangler de viden om det danske samfund. Bydelsmødrene bygger bro mellem kvinderne og lokalsamfundet ved at informere om lokale og kommunale tilbud.
Desuden skaber bydelsmødrene et netværk for kvinderne via lokalforeningen Bydelsmødre, som arrangerer sociale arrangementer og møder, hvor de formidler viden, udveksler erfaringer og opbygger venskaber