Kæmpe forringelser i buskøreplan
Borgere i Meløse, St. Lyngby og Ll. Lyngby oplever voldsomme konsekvenser af ny køreplan
Der bliver en hel del mere biltrafik til og fra de små landsbysamfund i Meløse, Ll. Lyngby og St. Lyngby, nu hvor den nye buskøreplan er trådt i kraft.
Til borgernes store overraskelse og frustration oplever de nemlig kæmpe store forringelser i busbetjeningen i området.
Seks borgere mødes fredag eftermiddag med Hillerød Posten for at berette om de alvorlige konsekvenser, de mener, busplanen har for dem.
"Det er hele vores liv, som bliver påvirket af det her - vores børns hverdag, vores arbejdsliv, os som forældre. Busplanen var langt fra perfekt før, men nu er det helt galt," siger Karen Tommerup, som kommer fra Ll. Lyngby.
Med den nye busplan bliver området kun busbetjent af tre busser hver dag i weekenderne. Den første bus kører kl. 12.30. Hvis man har nogle ærinder i Hillerød, kan man altså først være der ved 13-tiden. Det gælder også en shoppingtur i butikkerne, eller unge, som har fritidsjob i byen.
"Skal man virkelig ikke have muligheden som ung her at have et fritidsjob i byen," spørger Carolina Brogaard fra St. Lyngby.
Samtidig kommer det til at tage meget længere tid at komme hjem fra skole for børnene. For eksempel har meløseborger Bettina Belling en datter, som har fri fra skole kl. 15.20. Hun vil være hjemme klokken 17.03, hvis hun tager bussen - altså en rejsetid på en time og 40 minutter. Det er 40 minutter længere, end det tog før.
"Det er en kæmpe forringelse. Nu skal jeg også køre min store datter på arbejde i Hillerød og til sport," siger Bettina Belling.
Med den nye busplan er der afsat tre minutter, fra bussen når Skævinge station, til toget kører. Men tre minutter er ikke nok, fortæller flere af borgerne, blandt andre Andreas Gerlach, som bor i Meløse og går på HTX i Hillerød:
"Bussen er tit forsinket. Jeg lavede en optælling her i efteråret, og den viste, at bussen var forsinket på tre ud af fire afgange," siger han.
For ham betyder den nye køreplan derfor, at han skal af sted kl. 7.06 om morgenen for at være i skole kl. 8, og på den rejse skal han stå i 25 minutter og vente på Skævinge Station - og "fryse", som han udtrykker det.
Samtidig får han intet ud af, hvis skemaet viser, at han skal møde senere. For hvis han skal være på HTX for eksempel kl. 9.30, er han stadig nødt til at tage hjemmefra kl. 7.38 og så sidde og vente på skolen:
"Før var det en fryd at skulle møde senere. Nu er det bare mere ventetid," siger han.
Har eleverne fri kl. 13.40 eller 15.25, som nogle ringetider siger på gymnasiet og 10. klasseskolen, skal eleverne vente i halvanden time på bussen, fortæller Karen Tommerup.
Carolina Brogaards børn, som går på Kornmarksskolen i Skævinge, skal med den nye køreplan af sted kl. 7.15 om morgenen i skole. De lander så kl. 7.23 på skolen, hvor de skal sidde og vente til kl. 8. Det er lang tid for børnene, mener hun. Før kunne de tage skolebussen kl. 7.40 og være der 10 minutter, før klokkerne ringer ind. Samtidig er de først hjemme 50 minutter, efter de har fri.
Også Karen Tommerup ærgrer sig:
"Det resulterer i, at vi kører vores børn i skole, selvom vores ønske er, at de er selvtransporterende".
Telebussen sparet væk
For pensionist Ingerbrit Fonnesbech har den nye køreplan også konsekvenser. Hun får et stort problem med at nå den offentlige transport inden for de tidspunkter, som hendes pensionistkort gælder til. Hun skal enten tage morgenbussen eller først en bus kl. 11, hvis hun skal til for eksempel tandlæge i Hillerød. Samtidig holder hun af at tage til byrådsmøder på Hillerød Rådhus - men det bliver i allerhøjeste grad besværliggjort nu, hvor telebussen er sparet væk, for det vil tage hende flere timer at komme til møderne:
"Jeg skal hjemmefra kl. 16.20 for at være til mødet kl. 18.30," siger hun.
Telebussen kunne borgerne bruge i nødstilfælde - og den kommer de til at savne:
"Den har været brugt flittigt," fortæller Andreas Gerlach.
Samtidig er det ikke en mulighed at cykle, fortæller borgerne. Det er bælgravende mørkt på cykelstierne, som i øvrigt er fyldt med vand og huller her efter vinterens kraftige regn.
"Cykelstierne er i elendig stand. Min datter på syv år får altså ikke lov at cykle der," siger Tina Mose fra St. Lyngby, og de andre tilstedeværende siger det samme.
Ikke hørt
Borgerne føler sig i høj grad overhørt i planlægningen af de nye busruter.
"På et borgermøde i foråret virkede konsulenterne nærmest overraskede over, at her boede børn, som går på Ålholmskolen (Hillerød Vest Skolen, afd. Ålholm, red.). Samtidig sagde de, at planerne ville komme i høring hos skolebestyrelsen i Ll. Lyngby og hos lokalrådet, men de har ikke modtaget noget. Konsulenterne virker slet ikke nysgerrige på at høre, hvad vores behov er," siger Karen Tommerup.
Den nye busplan betyder dog ikke, at de små bysamfund bliver affolket, mener de fremmødte:
"For problemet er, at vi ikke kan sælge vores huse. Jeg har haft mit hus til salg længe, og dette hjælper bestemt ikke," siger Tina Mose.
Flokken kan berette om flere andre konsekvenser: Børnene bliver trætte efter de lange dage. De, som bruger Frederiksværk til tandlæge eller lægebesøg, gymnasium eller handel, kan ikke komme dertil. Og områdets børnehaver kan ikke længere komme på ture til Hillerød eller Skævinge om formiddagen.
Nu har flere forældre aftalt indbyrdes køreordninger for at få deres børn transporteret i skole. Og da Hillerød Posten er til stede fredag eftermiddag, ringer flere børn, som skal hentes fra arbejde og skole. Forældrene må ud i deres biler og køre...
Borgerne har nu oprettet Facebookgruppen "Bedre kollektiv trafik i den vestlige del af Hillerød Kommune". Her vil de samle alle informationer og debatter om emnet.