Jeg kender alle smutvejene
Tim Karll har skrevet en plan for skiltning, der er lige til at sætte i værk
Hillerød til fods eller på cykel er en svær størrelse, har Tim Karll tænkt. Derfor har han sammen med Jens Erik Larsen skrevet en rapport med forslag til skiltning - blandt andet rundt om søstien og fra Hillerød Station og hele vejen forbi slottet og ud til Sophienborg.
"Hvis man står ti minutter på Torvet, kommer der altid nogen og spørger om vej. Der er et stort behov. Jeg arrangerer nogle gange cykelture, og selv folk, der er barnefødte i Hillerød, kender ikke byen," siger Tim Karll.
16.000 kroner
Jens Erik Larsen har stået for den tekniske del af rapporten, mens Tim Karll er kommet med det praktiske.
"Jeg bevæger mig meget rundt i byen, og jeg kender alle smutvejene," siger han.
Tim Karll er kasser i Hillerød Bys Lokalråd, og det er også i den rolle, at han forleden var forbi politikere, embedsfolk og repræsentanter fra C4 og præsentere rapporten.
"De klappede allesammen, og rapporten er skrevet sådan, at arbejdet kan gå i gang med det samme," siger Tim Karll.
Politikerne skal nu tage stilling til, om man vil ofre de 16.000 kroner, som skiltene kræver. Sagen kommer for teknik- og miljøudvalget i januar måned. Tim Karll har allerede planer om, hvad det næste skilteprojekt skal være, nemlig fra stationen og videre ad banestien.