Fortsæt til indhold

Drop nytårsforsætterne

Lad dig inspirere af Nelson Mandela og gør det bedre næste år

Samfund
Ina Bjerregaard

Dette er den sidste udgave af Lokalavisen Aarhus Weekend i år. Selv om juleaften er så tæt på, at man næsten kan dufte anden og appelsinfyldet, så er vi også et skridt tættere på det nye år. Som altid når noget lakker mod enden, er det godt at gøre status. Således også over det år, der snart rinder ud.
Mange har nytårsforsætter. Men er nytårsforsæt egentlig ikke en fjollet ting? I hvert fald når vi lover os selv at rette op på noget, vi godt ved, at vi ikke kan eller vil overholde, når det kommer til stykket.
Måske skal vi se nytårsforsæt i et nyt lys. Nemlig som et ønske om at blive en bedre mand eller kvinde.
Så kan vi gøre en forskel, der virkelig batter noget - for andre end os selv.

Gør en forskel

Det har lige været to-årsdagen for Nelson Mandelas død. Manden stod bag mange fantastiske citater, men et af dem har jeg især hæftet mig ved. Citatet lyder:
“Det, der tæller her i livet, er ikke det banale faktum, at vi har levet. Det er forskellen, vi har gjort for andres liv, der afgør betydningen af livet, vi lever.”
Det sagde Mandela i Johannesburg, 18. maj 2002.
Kan vi holde fast i den tanke, så vi i vores nytårsforsæt ser udover vores egen næsetip?
Således at vi i stedet for at gøre noget godt for vores eget velvære, så ville det flytte meget mere at gøre en forskel for andre. Være lidt mere sammen med dine kære, lave frivilligt arbejde eller måske give din familie andre muligheder end i dag?

Tag et stykke ad gangen

Hvad end du beslutter dig for, så er det en god ide at dele målet op i delmål.
Man spiser nemlig ikke en elefant i en mundfuld. Hvis du hellere vil holde fast i personlige mål om at holde op med at drikke cola, ryge, spise for fedt eller for meget, så motiver dig selv ved, at hvis du lever sundere og længere, så er det også til gavn for andre.
Set i det lys er det måske nemmere at overholde et nytårsforsæt, for så er det også de mennesker omkring dig - og som betyder noget for dig - der enten beriges eller berøves. Så hvad kunne du tænke dig at ændre lidt på?
Selv om du ikke når helt i mål, er du tættere på i dag, end du var i går.
Og så pas på med, hvad du ønsker dig, for du risikerer at få eller nå det.
Skal jeg gribe i egen barm, så tror jeg, at vi i min familie skal fokusere på at finde den rigtige balance mellem arbejde/skole, familie, fritid og mobiltelefoner.
Rigtig glædelig jul og godt nytår.



Med venlig hilsen
Ina Bjerregaard
Weekendredaktør