Fortsæt til indhold

Tre nemme omgange blomster-pynt til nytårsbordet

Til nytåret hører et flot dækket bord. Få gode tips til at bordpynte med blomster

Samfund
Christina S. Johansen

Selvom du ikke har verdens mest “grønne fingre”, så er her hjælp at hente til at få inkorporeret blomster på nytårsbordet. Dean Bang Thy, ejer af blomsterforretningen Bang & Thy i Aarhus C, kommer her med sine bud på relativ nem blomsterpynt til nytårsaften.
“Der er faktisk rigtig mange, som går op i blomster til nytårsbordet - særligt mange unge. Der bliver bestilt ekstra mange borddekorationer til denne aften, og mange er klar på at gå 'all in' på bordpynten. Og netop til nytåraften må man gerne prøve at tænke i nogle sjove løsninger - det må gerne være lidt specielt. Man må alt til nytår,” siger Dean Bang Thy.

Eksempel 1: Aflang pynt med kugler og juleroser

I Deans første eksempel har han limet sølvfarvede julekugler - uden hanken - fast på et aflangt glasfad, sådan at hullet efter hanken peger rundt til alle sider. Desuden er der lidt tilfældigt limet flamingokugler, som er sprayet med glimmer, fast på kuglerne og glaspladen. I hullerne på kuglerne er juleroser samt fyrnåle placeret, og så er der drysset lidt glimmer på blomsterne.

Eksempel 1: Aflang pynt med kugler og juleroser.

Eksempel 2: Fyrnåle, bark og juleroser i forening

Her har Dean taget en glasskål og beklædt den udvendigt med bark, men man kan bruge en hvilken som helst skål. I skålen er der oasis i bunden. Heri er stukket masser af fyrnåle, så bunden på nålene står øverst. Ind i mellem fyrnålene står der juleroser - de har fået et drys glimmer.

Eksempel 2: Fyrnåle, bark og juleroser i forening

Eksempel 3: Hyacinter på pinde tilsat glimmer

Denne her kan alle vist være med på. Her har Dean Bang Thy sprayet glimmer på ni blomsterpinde og stukket dem op bag i hyacintløg - tre pinde til hvert løg - så de står i lidt forskellige højder. Desuden har han dækket et helt løg i glimmer, som blot skal stå på bordet ved siden af.