Fortsæt til indhold

Bakken Bears-anfører kaster sig ud i ny camp

Lokale basketspillere og Børnenes Kontor arrangerer for første gang sportscamp for socialt udsatte børn og unge

Samfund
Kim S. Andersen

Som en forsinket julegave er der mulighed for børn og unge, der er ekstra udfordret i hverdagen, at få tankerne ledt hen på noget andet, når Bakken Bears og Børnenes Kontor på onsdag for første gang er værter for en sportscamp.
Det er holdets anfører, Nicolai Iversen, der fik idéen og tog kontakt til daglig leder for Børnenes Kontor, Jørgen Blixen.
“Jeg tænker tit på, at vi alle sammen godt kan gøre noget mere for de her børn og unge. Og det ved jeg, at en sportsgren som basket kan være med til. Det kræver ikke så meget af os spillere. Vi har tidligere arrangeret Bear Camps for børn og unge om sommeren, men her har socialt udsatte børn og unge ikke haft mulighed for at være med, så derfor prøver vi nu at gøre noget for dem mellem jul og nytår,” siger Nicolai Iversen, som selv er ved at færdiguddanne sig til skolelærer ved siden af basket-karrieren.

Startede med bamser

Jørgen Blixen var straks med på at arrangere noget for socialt udsatte unge. Børnenes Kontor er en selvejende humanitær organisation, som især hjælper trængte familier med børn som målgruppe, har i nogle år samarbejdet med den kendte basketball-klub. Det har været til 'Bakken Bears Teddy Bear Toss', hvor mange tilskuere har doneret bamser til Børnenes Kontors julepakkeuddeling til værdigt trængende.
“Vi ved fra vores julepakkeuddeling, at der findes mange børn, som trænger til positive oplevelser. Så vi ser frem til sportscampen 30. december. Vi er glade for den opmærksomhed, vi som lille organistion får af en stor klub som Bakken Bears. Det kommer til at gøre en væsentlig forskel for deltagerne,” siger Jørgen Blixen.

Gratis at deltage

Som navnet på campen afslører, er det ikke kun basketball, der er i højsædet i Vejlby Risskov-hallens hal 3 på onsdag.
Der bliver alle mulige former for konkurrencer, lege og andet sjovt til arrangementet, hvor lokale sponsorer sørger for mad, drikke og nogle præmier til deltagerne.

Første af mange

Foreløbig er der 25 tilmeldte til sportscampen i alderen fra 5-16 år. Forældre er også velkomne til at overvære aktiviteter på dagen.
Håbet er, at der med sportscampen mellem jul og nytår bliver startet en tradition. En tradition, der gerne skulle udvikle sig.
“Jeg håber, denne sportscamp bliver den første af mange. Hvis man ikke når at melde sig til, må man gerne møde op på dagen. Vi skal nok finde plads til alle og sørge for, at de får en dejlig dag,” siger Bakken Bears-anføreren.