Skuespillere skal turde være grimme

Forleden havde jeg den store fornøjelse at være i biografen og se en film, som jeg overhovedet ingen forventninger havde til. Jeg kendte ikke rigtig hovedrolleindehaveren, og heller ikke nogle af de mange, der spillede unge, tyske drenge i Martin P. Zandvliets film, “Under sandet“.
Jeg oplevede en film, hvor jeg kunne overbevises om, at Feldwebel Karl Leopold Rasmussen, spillet af Roland Møller, rent faktisk var den karakter, han spillede og ikke blot en Mads Mikkelsen, der spillede en rolle. De eneste to gange, Mads Mikkelsen i min optik har klaret det, var i “Casino Royale“ samt “Blinkende lygter“. Til dels også i Pusher, men dengang var han heller ikke så kendt, som han er nu.
Men tilbage til “Under Sandet”. Roland Møller er så god til at spille dumt svin, at jeg sad i det dybe biografsæde med mine popcorn og fik lyst til at pande ham en på godt “nørrebrosk”. Hold kæft, hvor var han øretæveindbydende på lærredet. Af hensyn til dem, der endnu ikke har set filmen, skal jeg ikke røbe, om Herr Feldwebel ændrer sig gennem forløbet, men hvor var det befriende at kunne lade sig forføre at en film og en karakter, fordi jeg forventningsløst havde sat mig i sædet klar til at opleve. Jeg har efterfølgende prøvet at tænke over, om det samme ville kunne lade sig gøre med nogle af de meget brugte, danske skuespillere, og jeg er vældig meget i tvivl. Måske skal der en karakter til, som ligger så langt fra skuespilleren selv, at det kræver meget mere arbejde for skuespilleren at tydeliggøre og gøre karakteren autentisk. Men Nikolaj Lie Kaas var altså skøn som Eigil og Bjarne i “De grønne slagtere“.
Det er heller ikke altid, det lykkes for udenlandske stjerner. Jeg har ofte diskuteret fænomenet med min gemal, og jeg ender med hver gang at mene, at en skuespiller er mest overbevisende, når vedkommende tør være grim. Tør have snot i hele hovedet, have meget grimme grimasser, samt spytte, mens de taler. For i mit hoved er det, når man opgiver sin egen pænhed og tør hengive sig til rollen, at man får mest ud af det som publikummer. Charlize Theron i “Monster“ eller Philip Seymour Hoffman i “A most wanted man”. Eller måske er det, når man evner helt at slippe sig selv, hvilket i øvrigt må være ret angstprovokerende. Måske kræver det også træning. Træner man Taikwondo, så træner man i serier. Bevægelse på bevægelse. Skal der en ny bevægelse til, så skal de forrige gentages igen og igen. Til sidst kan man øvelserne i søvne og kan derved reagere ved blot at lade kroppen selv gøre det uden at tænke. Jeg ved ikke, om Roland Møller er decideret grim i “Under sandet“. Men han spytter og slår meget.
Med venlig hilsen
Ina Bjerregaard
Weekendredaktør