Nytårstelt med fyrværkeri, kransekage og musik
Eventfirma giver Horsens en ny måde at købe fyrværkeri på
Den røde løber er rullet ud, champagnen skænket i glassene og velklædte tjenere sørger for dem, som træder ind i Nytårsteltet ved Fakta på Høegh Guldbergs Gade i Horsens.
“Det ligner en fornem lukket fest, men alle er inviteret. Vi vil gøre det til en oplevelse at købe fyrværkeri,” siger Linthu Pera fra Horsens. Han ejer eventfirmaet Live It Up Steady Events og læser samtidig til oplevelsesøkonom.
“Jeg har selv oplevet at købe fyrværkeri, som jeg blev voldsomt skuffet over, da det blev skudt af nytårsaften. Derfor fik jeg den idé at gøre noget mere ud af salget af nytårskrudtet. Når vi køber ny bil eller fjernsyn, så vil vi vide noget om varen. Det må også være gældende for de fleste, når de køber fyrværkeri,” forklarer Linthu Pera.
Tjenerne i teltet har derfor fyrværkeri på menuen fra Aalborg Fyrværkerifabrik, mens der er popcorn, musik og underholdning for børn.
“Der er plads til krudt-entusiasten, familiefaderen og tilbudsjægeren. Men Nytårsteltet er også sat op for at give folk en gratis oplevelse med musik, kransekage og nytårsfotografering med hele familien,” siger den 19-årige eventmager.
Nytårsteltet er åbent 27. - 30. december klokken 10-21 og 31. december klokken 10-17.