Tonny holder dig varm juleaften
En række danskere tager på arbejde juleaften og sørger for, at vi andre kan fejre jul uden forstyrrelser
I julen skruer vi godt op for radiatorerne og sender elmåleren på overarbejde, da både ovn, kogeplader og diverse julelys skal holdes i gang. Når der er fuldt blus på komfurerne juleaften, er forbruget i Danmark knap tre millioner kilowatt-timer højere end på en normal hverdag. Det svarer til et merforbrug i strøm på cirka seks millioner kroner.
Men strømmen og varmen kommer ikke af sig selv. Derfor tager Tonny Gemke sammen med tre kolleger på arbejde på Studstrupværket juleaften, så vi andre kan julehygge med familie og venner.
”Vores kraftværker er bemandet døgnet rundt 365 dage om året, og juleaften er ingen undtagelse. Vi skal sørge for, at værkerne altid kan levere el og varme, når der er behov for det,” siger Ole Thomsen, der har det operative ansvar for Dong Energy's ni kraftværker i Danmark.
Men selvom Tonny og kollegerne skal tilbringe juleaften på kraftværket, kommer de dog til at mærke, at det er jul. Der er bestilt julemenu fra den lokale kro, som skal nydes i kontrolrummet, hvor de skal holde øje med, at kraftværket kører, som det skal. Gaverne må dog vente til 1. juledag, når vagten er slut, og de kan komme hjem til familien.
Usædvanligt strømforbrug
Netop på juleaften oplever medarbejderne på kraftværkerne en stor ændring i strømforbruget. Frem til klokken 18 bruger vi markant mere strøm i de danske hjem, end på en normal hverdag. Men fra det øjeblik, juleanden og flæskestegen er ude af ovnen, falder strømforbruget markant, og det stiger først for alvor igen, når vi er tilbage på arbejde 27. december.
Når vi slukker for ovnen omkring klokken 18 juleaften, falder elforbruget i Danmark med 800 MW inden for en time. Det svarer til den samlede effekt på Danmarks største havmøllepark – gange to, oplyser Dong Energy.