Fortsæt til indhold

Vi er jo ikke robotter, vel

Sabbatår giver god mening og er nødvendigt for at finde motivation til at studere, mener piger fra Skanderborg

Samfund
Grethe Bo Madsen

Øjnene lyser af eventyrlyst. De 20-årige veninder Celina Stecher Pontoppidan og Mathilde Dalgaard Knudsen, der i juni blev studenter fra Skanderborg Gymnasium, er på vej ud på deres livs rejse.
Sammen har de valgt at tage et år ud af kalenderen for at tage et - synes de - hårdt tiltrængt sabbatår.
Går alt efter planen, sidder de 7. januar, i et fly med retning mod Caracas i Venezuela, men i ugen op til jul lagde de vejen forbi Lokalavisens redaktion.
Her fortalte de om det pres de oplever, fordi de ikke går den direkte vej videre i uddannelsessystemet, men i stedet har trukket nødbremsen.

Sabbatår en nødvendighed

“Sabbatåret er en nødvendighed for mig. Det er et åndehul. Jeg er fuldstændig drænet for energi ovenpå tre år i gymnasiet. Jeg trænger så meget til at have fri,” forklarer Mathilde.
“I gymnasiet skal du hele tiden presse dig selv. Du bliver hele tiden bedømt og har aldrig rigtig fri. Det er en stor belastning og et kæmpe psykisk pres. Det tror jeg ikke, politikerne helt er klar over,” siger hun.
“Jeg har den holdning, at man aldrig kan lære for meget om verden. Derfor synes jeg, det er vigtig, vi som unge kommer ud og oplever den. Selv er jeg ikke i tvivl om, at hvis jeg begyndte at læse nu, så ville jeg hurtigt droppe ud. Lysten skal være der. Og lige nu skal batterierne lades op,” konstaterer Celina.

Karakterræset stresser

Celina og Mathilde peger på, at en af årsagerne til det store pres, er karakterræset, og at det på mange måder er den stress-faktor, de har brug for en pause fra.
“Karakterræset i gymnasiet i dag er helt vildt. Det pæses op. Du er hele tiden på, og du bliver hele tiden mindet om, hvor vigtige karaktererne er for din fremtid. Vi går i selvsving over det,” forklarer Celina.
Men presset forsvinder ikke, selvom de nu har lagt gymnasiet bag sig, For begge har mærket et stort pres, fordi de ikke går den direkte vej og begynder at læse videre nu.
“Når man vælger at tage et sabbatår, så mødes man af et stort forventningspres. Vi er jo blevet slået i hovedet, fra vi var små med, hvor vigtigt det er, vi skynder os at blive færdige med vores studier,” siger Celina.
“Fjern den regel om, at man må gange sit snit op, hvis man begynder at læse, inden der er gået to år. Det er en regel, der gør mere skade end gavn, fordi den lægger så stort et pres på os. Og hvorfor egentlig?” spørger Mathilde.

Brug for hele mennesker

“Vi er jo ikke robotter. Politikerne vil gerne have, at vi er selvstændige individer, kompetente og beslutningsdygtige, men vi skal også være hele mennesker. Det er vigtigt, at unge mennesker oplever andet end skolen,” mener Celina.
“Jeg tror ikke, samfundet ville vinde ret meget, hvis vi alle sammen var 12-tals nikkedukker, der ikke kunne tænke selvstændige tanker. Samfundet har brug for kreative unge, der kan tænke ud af boksen,” understreger hun.
Mens Celina allerede nu ved, at hun vil søge ind på medicinstudiet til næste år, så er Mathilde stadig i tvivl.

Brug for at blive afklaret

“Sabbatåret er for mig et modningsår, fordi jeg overhovedet ikke er afklaret i forhold til studievalg. Det håber jeg at blive i løbet af det her år. Og så håber jeg faktisk også at finde motivationen og lysten til at læse videre, siger hun.
“Vi hører hele tiden, at sabbatår er dårlige for samfundet. At vi skal skynde os at blive færdige med at studere, så vi kan komme ud og få et job og betale noget skat. Men vi skal passe på, der ikke kommer til at mangle nogle brikker i det puslespil,” mener Celina og fortsætter:
“Det er nu vi har muligheden for at opleve verden. Og de oplevelser, vi får derude, de er altså også en gevinst for samfundet.”