Fortsæt til indhold

Kommunen anker fredningen af Botanisk Have

Fredning bør være det sidste og mest vidtgående redskab, mener rådmand

Samfund
Christina S. Johansen

Fredningsnævnet har valgt at frede Botanisk Have, men nu anker Aarhus Kommune fredningen. Kristian Würtz (S), rådmand for Teknik og Miljø, mener, at en fredning bør være det sidste og mest vidtgående redskab til at beskytte et naturområde, hvis alle andre muligheder er udtømte. En fredning forhindrer nemlig for altid, at byrådet og aarhusianerne kan beslutte, hvordan parken skal udvikle sig i fremtiden. Rådmanden har tidligere foreslået, at der i stedet for en fredning bliver lavet en bevarende lokalplan for Botanisk Have, hvilket giver borgerne andre muligheder end ved en fredning.
“Mange tusinder af aarhusianere bruger Botanisk Have uanset årstiden. Det vil derfor være det mest naturlige, hvis borgerne også fremover har de bedste muligheder for at præge udviklingen af parken. Hvis fredningen bliver fastholdt, er råderetten over parken ude af byens hænder. Jeg har ikke mødt én eneste politiker eller borger i den her by, der ikke vil Botanisk Have det bedste. Derfor er denne fredning ikke en yderligere beskyttelse, men derimod en begrænsning af aarhusianernes mulighed for at have indflydelse på deres egne, grønne åndehuller,” siger Kristian Würtz i en pressemeddelelse.