Fortsæt til indhold

Lang debat om en idé, der var skudt ned

“Vi skal ikke have ry for at være os selv nok i Hørsholm,” advarer viceborgmester

Samfund
Fred Jacobsen

"Vi skal ikke have det ry, at vi er os selv nok her i Hørsholm. Det er uklædeligt, det, I har gang i!"
Viceborgmester Henrik Klitgaard (R) var synligt vred, da Hørsholm Kommunalbestyrelse mandag brugte en del af et næsten to timer langt møde på at debattere en idé, der reelt var skudt ned:
Nemlig Troels Moes (LA) forslag om at gå til udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) og foreslå en byttehandel, hvor Hørsholm skulle slippe for at modtage flygtninge i 2016 som en slags kompensation for at skulle leve med et udrejsecenter for afviste asylansøgere i kommunen.
Forslaget levede kun i et døgns tid, før ministeren fredag i sidste uge på et møde med borgmester Slotved afviste sådan en handel.
Morten Slotved fik derfor kommunalbestyrelsens opbakning til at tage punktet af mødets dagsorden og i stedet forberede en videre drøftelse i økonomiudvalget. Det skete dog ikke uden debat.

Afviste koster ikke noget

Henrik Klitgaard advarede i sit indlæg mod at blande afviste asylansøgere i Udrejsecenter Sjælsmark sammen med de 102 kvoteflygtninge, som Hørsholm Kommune har fået besked på at modtage i 2016.
"Dem på Sjælsmark er folk, der skal rejse ud. Og de koster os ikke en krone," sagde Klitgaard.
Troels Moe (LA) mente nu alligevel, der er en sammenhæng.
"Du skal da ikke bilde mig ind, at det ikke kommer til at betyde omkostninger at have et center med 700 mennesker i kommunen. Så vi skal da forsøge at få antallet af flygtninge ned," mente Troels Moe og henviste til, at Allerød, nabokommunen på størrelse med Hørsholm, kun skal tage imod 80 kvoteflygtninge.

Hvordan kan vi hjælpe?

Jan Klit (K) mente, at det store antal flygtninge er en stor arbejdsopgave og fandt det naturligt at søge indflydelse på antallet. Venstres Anne Ehrenreich fandt det urimeligt, at Hørsholm skal have så mange og efterlyste kriterierne for, hvordan kvoterne bliver til.
Niels Lundshøj (S) fandt det meget rimeligt, at Hørsholm skal tage imod 102 flygtninge.
"Hvor er vinklen, hvordan vi kan hjælpe? Jeg vil meget hellere diskutere, hvordan flygtninge kan bo i Hørsholm. Jeg står helt af på den her retorik," lød det fra lederen af den socialdemokratiske gruppe.