Fortsæt til indhold

AC Norddjurs begynder at danse

Idrætsforeningens tilbud udvides med danseundervisning

Samfund
Anette Bonde

En erfaren danser på eliteniveau, Kristina Hviid, flyttede til Ørum 1. juli, og det får lokale danseglade mennesker nu glæde af. AC Norddjurs kan nemlig fra midt i januar udbyde danseundervisning til både børn og voksne. Kristina Hviid har allieret sig med sin gode bekendt Jes Appel fra Aarhus, og de har sagt ja til at være danseinstruktører. Undervisningen går i gang midt i januar.

Startede som tre-årig

Kristina Hviid, 27, har danset siden hun var tre år, og allerede som otte-årig dansede hun elitedans. Det fortsatte hun med, indtil hun var 18. Hun har gennem sin 15 år lange karriere vundet flere DM, et Nordisk Mesterskab og har repræsenteret Danmark hele fire gange til VM. Hun er uddannet danseinstruktør og har undervist på forskellige danseskoler i Danmark og har også haft sin egen.
“Jeg håber, at folk tager godt imod, så vi kan danse i mange år i AC Norddjurs. Det er dejligt, hvis børnene får en glæde ved at danse, og jeg håber, at folk vil have fornøjelse af det, næste gang, de skal danse til familiefesten.”
Hun peger på, at danserne får øvet motorik og koordinering, som også er til gavn i andre sportsaktiviteter.

Koreograferet showdans

Jes Appel har danset som sportsdanser, siden han var 10 år. Også han har vundet mange priser samt førstepladser i jyske og danske mesterskaber. I mange år har han både danset og selv koreograferet showdans, og han har turneret i hele Danmark med større eller mindre grupper og optrådt til afdansningsballer, cityarrangementer, revyer med mere.
Jes Appel og Kristina Hviid har sammen stiftet JK Dance Factory, der tilbyder danseundervisning til særlige begivenheder.
“Det er i opstartsfasen, men vi vil gerne undervise i brudevals, ved firmaarrangementer, polterabend, ved runde fødselsdage og lignende.”
Formand for AC Norddjurs Søren Slemming gør opmærksom på, at alle er velkomne, både folk fra Ørum og nærmeste omegn, men også dansere fra nabobyerne.