Veisalgia = Tømmermænd
Tømmermænd? Hvad er det? Hvorfor du får dem? Og hvordan slipper du af med dem igen
Veisalgia betyder tømmermænd på latin, og det er ofte en tilstand, som de fleste af os ikke ønsker at have, når vi har drukket for meget alkohol. Du får tømmermænd, fordi alkoholen bliver omdannet til en række affaldsstoffer, der giver ubehag, indtil kroppen har nedbrudt dem.
Dagen derpå viser de første tegn på tømmermænd oftest, en fyldt blære og et tungt hoved. Alkoholen gør, at vandet hurtigere bliver udskilt fra kroppen, og derfor skal du oftere på toilet. Væskemanglen gør, at du får hovedpine, fordi vandet trænger over i blodet fra dit hoved og andre organer, hurtigere end du selv får drukket nok.
Tømmermændsmirakel
Der findes ikke et mirakel mod tømmermænd, selvom om diverse miksturer fremturer, at de kan kurere eller forebygge tømmermænd. Men du kan selv gøre noget. Det første er det bedste. Lad vær med at drikke øl, vin eller spiritus, for så udebliver tømmermændene helt af sig selv.
Men det er nok ikke helt realistisk, og slet ikke i denne søde jule- og nytårstid. I stedet skal du huske at drikke vand, og ja, selvom der er masser af vand i øl og vin, så skal du drikke vand efter hver genstand, du har konsumeret, så du opretholder væskebalancen. Et andet godt middel er at tage et par hovedpinepiller sammen med et glas vand eller to, lige inden du går i seng. Det skulle også kunne dulme hovedet næste morgen.
Mad er vigtig
Mad skal man huske, både når man drikker, for så tager det længere tid for alkoholen at blive optaget i blodet, men også dagen derpå. Dog ikke fed mad, hellere mad som yoghurt, eller en omgang suppe, hvor der er masser af væske, salt og grøntsager i. Ingredienser som hjælper din væskebalance tilbage til et normalt niveau, og giver din krop den næring, som den har behov for, efter at du har drukket mere alkohol end godt er.
Og hvad er bedre end at forberede sig hjemmefra på de tømmermænd, som man ved kommer. Det tager en time, holder sig i flere dage og koster kun 50 kroner. Det kræver følgende: 1 pose kartofler, 1 pose jordskokker, 1 porre, 1 fed hvidløg, 1 løg, 1 liter grøntsags bouillon, en smule olie til stegning og en kvart liter piske- eller madlavningsfløde, samt en pakke bacon. Man kan også tilsætte et skvæt chili, hvis man vil gøre suppen lidt stærkere.
Skræl kartofler og jordskokker, og skær den i grove tern. Skær løget i tern og steg det sammen med hvidløget. Tilsæt derefter grøntsagerne samt bouillon. Lad det simre i 20 minutter. Blend suppen, til den er jævn og tilsæt efterfølgende fløden. Lad suppen simre i fem minutter, mens du steger bacon på panden. Efter bacon er afdryppet, kan det serveres som drys til suppen.
Så har du en suppe, som med garanti fylder dine depoter op igen dagen derpå, uden at du behøver at skulle købe fastfood fra den lokale grillbar. I stedet kan du gå en tur og få noget luft, og vente på at tømmermændene helt er væk fra hoved og krop.
Informationen til ovenstående historie er hentet på netdoktor.dk og min.medicin.dk, suppeopskriften er hjemmestrikket af journalisten.