Fortsæt til indhold

Jul i alle hjerter!

Samfund
Af sognepræst Torben Nielsen, Skjoldhøj Kirke

Vi har rigtig mange julesange og julesalmer, og i disse dage kan vi høre dem overalt, og de er meget forskellige.
"Folk har været i Sverige og købe billig chokolade og nødder," sådan lyder det i én, og vi kender det godt, selv om vi her fra Aarhus nok snarere kører til Tyskland.
"Et barn er født i Betlehem," sådan synger vi også, både hjemme og i kirken, og får nogle andre tanker i gang, om en stald og en krybbe og om fred på jord.
Danmarks Radio P2 har i år haft udskrevet en konkurrence om at skrive en ny julesang. Der kom 515 forslag, og vindersangen blev præsenteret i en stor julesangsudsendelse på DR1 1. søndag i advent.
"Hvad er det, der gør jul til noget særligt," hedder den. Den prøver at knytte det sammen, vores julefejring i Danmark og barnet, der blev født i Betlehem:
"Er julen bare læssevis af gaver og neonlys og overfyldte maver?
Er verdens og familiens korte fred en våbenhvile, julen kommer med?
Nej, julens stjerne lyser, når jeg ser, det barn i krybben er så meget mer'."
Der er rigtig mange tiltag her i december for at skabe juleglæde hos børn og voksne. Der bliver spist rigtig mange pebernødder og æbleskiver, chokolade og nødder. Og juletræer med lys ser vi overalt. Men skal det give mening, er der en fortælling, der skal med. Om barnet, der blev født, om Gud, der besøgte vores jord, så det kan mærkes endnu.
"Har Gud mon tændt sit lys i dig og mig, og har du ladet stjernen vise vej?
Ja, julens stjerne lyser, når jeg ser, det barn i krybben er så meget mer'."
Glædelig jul!