Fortsæt til indhold

På Flugt

Samfund
Af sognepræst Torben Tramm, Helligåndskirken

I den skønne julesalme 'Julen har Englelyd' synger vi i et af versene:
"Syng med Guds engleskare på Jesu fødselsdag om fred trods nød og fare, Gud Faders velbehag!"
Om fred TRODS nød og fare, og ikke, som nogle fejlagtigt indimellem kommer til at synge: Om fred og ingen fare. For Julens Fred er ikke sådan en glitter og glimmer pysse-nysse fred, der lukker øjnene for virkeligheden og lever frit svævende i den fri luft uden kontakt med jorden, nej, julens fred er den fred, der tænder lys midt i mørket og rækker os håb og nye kræfter, selvom der stadigvæk er masser af mørke, masser af nød og masser af fare i verden.
Guds Søn og verdens Frelser kom ikke til jord som et luksusvæsen, der omgav sig med pomp og pragt og lod sig tiljuble af masserne og fik bygget store, flotte slotte til sig selv, nej, han blev født i en stald og fik et ædetrug som sit allerførste hvilested og var lige fra begyndelsen kendt med livets skyggesider. Ja, han blev endda også flygtning. Det er det, vi skal høre om på søndag, at det lille Jesusbarn med sin familie i en årrække måtte leve som flygtning i Egypten, indtil det var sikkert at vende hjem igen. Det er en grusom fortælling om, hvordan den rå magt stræbte ham så meget efter livet, at det gik ud over de uskyldige drengebørn i Betlehem, der blev dræbt af kong Herodes fordi han ville være sikker på at få ram på det rigtige barn. Josef blev advaret i en drøm, og derfor nåede den lille familie ud af byen, inden det var for sent.
Jesus var også flygtning. Guds egen Søn var hjemløs, fattig og på flugt. Sådan som så helt uoverskueligt mange mennesker er det i vores tid. Hans liv var ikke kendetegnet af fred og ingen fare, tværtimod, fra begyndelsen var det farefuldt og udsat, og derfor har han noget at give os i alle tænkelige situationer. Så højt elsker han os, at han ikke springer over, hvor gærdet er lavest, tværtimod: Han sprang altid over, hvor gærdet var højest!
Han gik ind i vores liv og vores verden med alt, hvad det indebærer, også det, der ikke er rart, han turde også være der, hvor det gør ondt, der, hvor der sker grimme ting, for han nægtede at lade sig skille fra os af nogen eller noget som helst. Han insisterede på at være hos os i alle ting, alt, hvad der kan komme til os i livet!
Det indebar, at han også måtte kende til livet som flygtning. Og at han til sidst gik kærlighedens vej helt til ende. Den endte på et kors, der hvor han gik i døden for at sikre os livet. Fordi han gjorde det, kan vi fra nu af synge om fred trods nød og fare, for ingen nød og ingen fare kan rive os ud af hænderne på ham, der altid sprang over, hvor gærdet var højest!
Glædelig jul!