Fortsæt til indhold

At leve er at rejse

Samfund
Af sognepræst Inger Birgitte Bruhn, Brabrand, Sdr. Årslev

Nytårsforsæt er omgivet af optimisme. Det kræver en livstilsomlægning tilsat viljestyrke og en ny kogebog, så regner vi med, det kører. Igen. For de fleste af os falder i sukkerfælden og sofapuderne, inden så længe. Hvad er det, der skal til?
Julen er ikke helt slut. Stjernen ledte vise mænd. De havde et klart mål at forfølge. Et vigtigt mål. De kiggede opad mod stjernerne og ud mod horisonten. Længere væk end til centimetermålet omkring taljen. Derud, hvor de store drømme lever, og håbet får vinger. Og vi tænker, at det da er endnu mere uoverskueligt end vores eget velværeprojekt. Men nogle gange er det godt at blive mindet om, at lyset er uden for os selv, og at vi sommetider må flytte os for at komme derhen, hvor vi finder mening.
Påstanden er, at det vi søger og det, der skal give retning i vores liv, på en gang er at finde i himlens lys og i det helt nære. Gud og hinanden.
"Den, der siger, at han er i lyset, men hader sin bror, er stadig i mørket. Den, der elsker sin bror, bliver i lyset."
Sådan lyder det på søndag. Det er det helt nære. Måske skal vi finde overbærenheden frem i 2016, mod os selv og hinanden og arbejde for, at det mentale centimetermål gerne må lægge flere meter til tolerancetærskelen for hinanden. For lyset, vi følger, skinner også på os: Guds kærlighed som vi ser den i det lille barn i krybben.