Fortsæt til indhold

Emmy og Børge i 65 år

Emmy og Børge Kolding kan fejre krondiamantbryooup på mandag 28. december

Samfund
Arkiv

Emmy og Børge Kolding, Vibevej 9, Grenaa, har hele deres ægteskab levet og boet i og omkring Grenaa. Mandag 28. december har de været gift i 65 år og kan fejre krondiamantbryllup.

Emmy, 82, er født i Veggerslev. Børge, 88, er født i Fensholt ved Odder. Som helt ung mand kom han til Veggerslev for at tjene som karl på en gård. Her mødte han den purunge Emmy, der tjente som ledvogter på Tornled station på den daværende Gjerrildbane.
Den 17-årige Emmy og 23-årige Børge måtte søge kongebrev for at blive gift. Parret købte i 1956 et hus i Grenaa, som de selv satte i stand.
Livet har i perioder været svært for Emmy og Børge Kolding. De har måttet begrave to af deres fem ørn, hvilket har mærket dem begge hårdt. Men det har aldrig fjernet deres livsglæde og engagement i andre mennesker.

Begge på Grenaa Mejeri

Emmy fik i 70'erne arbejde på det daværende Grenaa Mejeri, og her blev hun indtil hun som 60-årig gik på efterløn. Hun opnåede at fejre 25 års jubilæum, og hun var en afholdt og respekteret medarbejder.
Børge tilbragte som helt ung en sommer i et omrejsende cirkus som manegearbejder. Senere fik han job som arbejdsmand på Grenaa Dampvæveri, hvor han var i mange år til han over ansættelser i Grenaa Ny Tømmerhandel samt Murermester Hansen og Poulsen til sidst kom på Grenaa Mejeri. Her startede han som mejeriarbejder; og opnåede efterhånden at virke som tillært mejerist. Hans omhyggelighed og evner resulterede i fremstillingen af oste, der vandt medaljer ved udstillinger både i ind- og udland. Ligesom Emmy gik han på efterløn som 60-årig.

Arbejde for ældres vilkår

Både Emmy og Børge Kolding har brugt en stor del af deres otium på at søge at forbedre ældres vilkår. Børge var således medlem af det første Ældre- og Handicapråd i Grenaa Kommune, samt i Klagerådet. Han har siddet i bestyrelsen i Grenaa Pensionistforening, hvor han i en periode var formand. Så blev Ældrecentret Posthaven bygget, og Børge blev valgt som formand for såvel Lokalråd som Posthaveråd. Endelig har han været med i Ældresamvirket, bybusgruppen og koordinatorudvalget i Grenaa Kommune. Da han rundede de 80, besluttede han at trække sig tilbage for at hellige sig sin store passion for havearbejde og produktionen af sommerblomster.
Emmy var Børges tro støtte og samarbejdspartner i alle hans tillidshverv. Hun er fortsat aktiv og arbejder i dag som frivillig i Dansk Røde Kors Genbrugsforretning.
Krondiamantbrylluppet bliver fejret i private rammer sammen med den nærmeste familie.