Nedsat hørelse kan give stress på arbejdet
Katja Lund fra Skjød har lavet spændende ph.d.-afhandling om stress
Hver 10. dansker i den erhvervsaktive alder har et høretab, der kan medføre stresssymptomer. Men så galt behøver det ikke at gå.
”Det kræver en fokuseret indsats på både individ- og virksomhedsniveau, hvis man ønsker ægte integration af personer med høretab på arbejdspladsen.” Det er budskabet fra 40-årige Katja Lund fra Skjød, som netop har færdiggjort en ph.d. med den danske titel ”Høretab, stress og arbejdsliv – Reduktion af stress i arbejdsmarkedsrettet sammenhæng”.
Undersøgelsen er foregået på den måde, at testpersoner med høretab gik rundt i en uge med en hjerterytmemåler og en app, der en gang i timen bad dem om at registrere, hvor de var, hvad de lavede, hvordan støjniveauet var, hvem de var sammen med, og hvordan de vurderede deres energiniveau.
Målingerne og den efterfølgende dialog gav forståelse af, hvor den enkelte skal have sit fokus i arbejdssituationen.
Virksomhedernes ansvar
Det er, ifølge Katja Lund, helt essentielt, at virksomhederne har et ansvar, hvis man ønsker mindre sygefravær og ledighed for personer med høretab på det danske arbejdsmarked. En af hovedingredienserne er en god kommunikationskultur.