Trinbrættet er rykket et skridt tættere på
Stilling-Gram borgerforening smiler stort efter offentliggørelse af rapport om togbetjening af Skanderborg
Flere års kamp i Stilling-Gram Borgerforening for at få genåbnet trinbrættet ved Stilling Station ser ud til omsider at bære frugt.
En rapport fra konsulentfirmaet COWI om fremtidens banebetjening i Skanderborg Kommune konkludere, at der er gode forudsætninger for at åbne en station i Stilling. Passagerpotentialet er her så højt, at en station i Stilling ville få omkring 400 daglige påstigninger.
Det vil gøre en station her til kommunens tredje mest benyttede efter stationerne i Skanderborg og Ry.
Prisen for at standse i Stilling er to minutter for de øvrige rejsende på toget.
“Det paradoksale er jo, at toget suser forbi hver time. Nu har vi endelig et seriøst grundlag at argumentere ud fra. Vi er meget glade for den rapport, fordi den dokumentere det, vi godt vidste, nemlig at passagerpotentialet i Stilling er stort. Der er flere pendlere her end i Viby. Det understreger, at vi vitterlig har et akut behov” siger formand for Stilling-Gram Borgerforening Henrik Bratbøl.
Station i centrum, tak
Rapporten fra COWI peger på to mulige løsninger: En genåbning af den eksisterende station eller en ny station vest for byen tættere på Fælleden.
“Vi ønsker at styrke udviklingen af byen og her er en genåbning af stationen midt i byen en vigtig brik.
Borgerforeningen har skabt en visionær plan for udviklingen af byen og heri indgår en genåbning af trinbrættet ved Stilling som et vigtigt skridt.
“Vi ved fra andre steder, at et togstop midt i byen er rigtig gunstigt for hele byens udvikling. Desuden ligger Skanderborg Kommunes største industrikvarter ikke vest for, men øst for byen med 3.000 arbejdspladser. Derfor er vi tilhængere af en løsning, hvor toget stopper i centrum af Stilling,” forklarer Henrik Bratbøl.
Efter byrådsmødet onsdag 16. december står det klart, at det er også er den placering, byrådet vil arbejde videre med.
Her blev det samtidig besluttet, at der i den igangværende revision af kommuneplanen skal arbejdes videre med mulighederne for byfortætning omkring Stilling.
Masser af plads til parkering
“Vi mener, rapporten fra COWI tager fejl, når den peger på, at det er problematisk at skabe parkeringsmuligheder ved en station i centrum af Stilling. BaneDanmark ejer store dele af jorden på begge sider af sporene, Og der er også et stort område ved den gamle korn-og foderstof-virksomhed, som kunne inddrages, så selv når der er etableret et vigespor er der stadig masser af plads til at lave parkeringspladser på,” understreger Henrik Bratbøl.
Hos en af områdets store virksomheder i kraftig vækst, Kamstrup, som for kort tid siden rundede medarbejder nummer 1.000, bliver rapporten fra COWI også godt modtaget.
Gamle valgløfter
“Et trinbræt i Stilling har længe været et stort ønske for det lokale erhvervsliv. Langt størsteparten af de 700 medarbejdere, Kamstrup har her i Stilling, er pendlere. De sidder alle med jævne mellemrum og bander over kø på E45. Et togstop i Stilling ville gøre livet lettere for en hel masse mennesker,” konstaterer Per Asmussen, administrerende direktør i Kamstrup.
“Vi forventer at ansætte 10 nye medarbejdere hver måned i 2016. I den forbindelse betyder trinbrættet rigtig meget for vores mulighed for at kunne tiltrække kompetente medarbejdere,” siger Kamstrup-direktøren og tilføjer, at han håber, transportministeren holder sit valgløfte fra sidste gang han besøgte Stilling.
“Netop Hans Christian Schmidt lovede som transportminister i 2011 at Stilling ville have trinbrættet inden for et år, hvis regeringen blev genvalgt. Det blev den så ikke, men jeg vil meget gerne hænge ham op på hvert eneste ord, han sagde dengang. Jeg ser frem til, at han holder det gamle valgløfte,” lyder det fornøjet fra Per Asmussen.