"Jesper ville have været langt den bedste borgmester for Syddjurs"
Ole Bollesen begræder partifællens Jesper Mathiesens exit fra byrådet, men har også stor forståelse for beslutningen om at træde ud
"Jesper Mathiesen har fået en særdeles unfair og uærlig behandling i forbindelse med konstitueringen," lyder det fra Ole Bollesen, Socialdemokratiets gruppeformand og nyvalgte formand for Udvalget for sundhed, ældre- og socialområdet.
"At man vælger at se stort på en aftale på skrift blot 3-4 dage, før den endelig konstituering skal foregå, er helt utilstedeligt, og jeg har stor forståelse og respekt for, at Jesper nu vælger at ansøge byrådet om lov til at træde ud. Det må man have forståelse for, og jeg har da heller ikke fantasi til at forestille mig, at det ny byråd ikke efterkommer hans ønske."
Ole Bollesen fortæller, at Jesper Mathiesen havde luftet tanken for ham, inden han meldte sin beslutning ud på facebook på årets sidste dag.
"Jeg havde håbet, at han i første omgang ville have søgt byrådet om orlov et par måneder, men han har været meget stålsat omkring sin beslutning og respekt for det."
"Det er klart, når du har haft udsigt til at få borgmesterposten nu to gange, så vil skuffelsen være enorm, når det alligevel ikke bliver tilfældet."
En glimrende borgmester
Ole Bollesen begræder, at Jesper Mathiesen ikke får chancen for at blive borgmester - mest fordi Syddjurs Kommune går glip af den måske mest kompetente i flokken til at varetage hvervet, efter Bollesens opfattelse.
"Både med hensyn til uddannelse, politisk erfaring og menneskelige egenskaber mener jeg, at Jesper Mathiesen ville have været langt den bedste borgmester for Syddjurs," siger Ole Bollesen.
"Jesper Mathiesen har en lederuddannelse fra Aarhus Kommune og stor erfaring. Hverken Claus Wistoft (V) eller Kirstine Bille (SF) har en tilsvarende baggrund på deres CV, og jeg har haft lejlighed til at følge Jesper tæt de to sidste byrådsperioder, hvor han har været udvalgsformand i to udvalg (Arbejdsmarkedsudvalget og PUK-udvalget, red.), som jeg har haft sæde i. Her har han været en yderst driftssikker og kompetent formand, det tror jeg, alle er enige om," roser Ole Bollesen.
Haubuf er klar
Hvis byrådet godkender Jesper Mathiesens ansøgning om exit på byrådsmødet onsdag 29. januar, træder Christian Haubuf, Ebeltoft, ind som afløser, og han er klar på opgaven.
"Jeg er klar til at være med," siger Christian Haubuf, der i det civile liv arbejder som leder af Margrethebørnehaven i Pindstrup.
"Vi havde i Socialdemokratiets Fællesledelse fået at vide fra Jesper, at han muligvis ville trække sig. Jeg beklager hans beslutning, men vil ikke kommentere den."
Christian Haubuf har allerede truffet sine forholdsregler i forhold til en fremtid i byrådet.
"Jeg har en række tillidsposter i relation til Syddjurs Kommune qua mit lederjob i Margrethebørnehaven, som jeg er nødt til at melde pas på nu, fordi de ikke kan forenes med, at jeg nu skal være politiker," forklarer Christian Haubuf.
Han har eksempelvis sæde i Hovedsamarbejdsudvalget og er tillidsmand for kommunens daginstitutionsledere.
"Jeg udtræder snarest i begge funktioner," fastslår han.
Forventer et rent snit
Christian Haubuf, der er formand for Socialdemokratiets partiforening i Ebeltoft, forventer som udgangspunkt at skulle indtræde på de poster, som Jesper Mathiesen havde udsigt til at skulle besætte, herunder det magtfulde Økonomiudvalg - af ondere tungere kaldet "mini-byrådet" - som tåler sammenligning med regeringens magtcentrum, koordinationsudvalget.
"Mit udgangspunkt må være, at jeg skal ind på de poster, som Jesper Mathiesen skulle have haft, men det er klart, at vi skal diskutere det i vores gruppe," understreger han.
Ole Bollesen bekræfter, at temaet bliver aktuelt, når Socialdemokratiet holder gruppemøde tirsdag i næste uge.
"Under alle omstændigheder vil der skulle ske en omkonstituering i byrådet, fordi Jesper Mathiesen træder ud, og så skal vi i gruppen aftale, hvordan vi skal tackle det."
Den Socialdemokratiske Fællesledelse mødes til bestyrelsesmøde mandag aften, hvor også dønningerne efter Kommunalvalget skal endevendes.