Fortsæt til indhold

Sådan får du en ustresset jul

Uafstemte forventninger er den største kilde til en stresset jul. Og et sted at starte

Samfund
Arkiv

Bare fordi det er december og snart er jul, får vi jo ikke fri fra arbejde. Børnene skal stadig køres til skøjtning og indendørs fodbold, vi skal stadig smøre madpakker og gøre hovedrent og have venner til middag og passe vores gamle mor og på kurser og på overarbejde.
Og så topper vi lige december med 300 klippe-klistre-arrangementer i børnehaven og luciaoptog i skolen, julefrokoster på arbejdet og i familien og hos venner samt gaveindkøb, gaveindpakning, madindkøb til juleaften og juledage og da også lige en forventning om, at brunkagerne og vanillekransene er hjemmebagte.
Er det mærkeligt, at ti procent af danskerne er direkte stressede over julen? Nej. Og det er resten af os også - indimellem i løbet af december.
Og nogle gange ender det med skænderier over familiesammenkomster, den ene ikke orker og ikke gider og med bekymringer over, hvordan pokker man får råd til at give børn og alle andre de ting, der står på deres ønskeseddel.
Vil man have en glædelig jul, skal man afstemme forventningerne. Er alle enige om, hvad det er, der gør julen god og hyggelig? Og er alle ikke det, skal man i familien nok snakke sig til rette om forventninger og realiteter, så alle bliver det.
Det er ofte økonomien, der kan frustrere. Derfor er det en god ide at lægge sig fast på et budget for julen. Måske behøver man ikke give de store fætre og kusiner gaver mere, måske skal de små have for lidt mindre, som man aftaler, og måske skal man lære sine børn, at hvad du ønsker, skal du få, altså kun er en sætning i en sang, vi synger rundt om træet.
For at få en ustresset jul, skal man beslutte, at arbejdet ikke skal stresse og fylde i julen. Sørg for at være færdig - eller at lægge det væk - så man får tid til det, julen handler om - at være sammen som familie og med sine nærmeste.
Føler man sig alligevel stresset, så er motion, dagslys selvom det kun er lidt, luft og ekstra vitaminer en god ide at være opmærksom på at få. Men også nærvær med sine nærmeste og søde ord og kærlighed er afstressende og godgørende ting at huske at gøre. Julen er hjerternes test, siger nogle.
Måske mest fordi, vi bare er stressede. Men julen er altså først og fremmest hjerternes fest. Det kan godt være værd at minde sig selv - og sine børn om.