Fortsæt til indhold

Sådan scorede Hornslet skoles 8.b 10.000 kroner

Næstsidste skoledag inden juleferien går næppe nogensinde i glemmebogen for eleverne i 8.b på Hornslet

Samfund
Mogens Greve

Kun ganske få personer på Hornslet Skole vidste, hvad der skulle ske, da elever torsdag før juleferien blev kaldt sammen i gymnastiksalen.
Ved siden af projektoren i gymnastiksalens ene ende lå der på en bænk en person med tæpper over, så kun fødderne stak frem.
Da alle havde sat sig på gulvet og fået besked om at være helt stille, startede personen under tæppet på en til lejligheden tydeligvis improviseret sang.
Der var virkelig stille imens, og ingen anede en dyt om, hvad det gik ud på.

Det var snyd

Men så … - rejste Randolf Carlos Aabye sig op. Ikke mindst i kraft af sine evner som skuespiller og komiker er han en person, man ikke lige glemmer efter at have arbejdet sammen med ham – heller ikke 8.b.
Nogle uger inden havde Randolf Carlos Aabye besøgt skolen for at lave film sammen med 8.b som led i Call Me's kampagne om at tale ordentligt. Han er hyret af Call Me som konsulent for kampagnen.
”Klokken 9 præcis er I med i et liveprogram, hvor det skal afgøres, om det bliver jer eller det andet hold, der vinder førstepræmien for den bedste film,” bedyrede han.
Men det var snyd, for det var ikke live, da manden på store lærred begyndte at snakke.
Instruktør Tomas Villum Jensen, blandt andet kendt fra 'Min Søsters Børn', var manden, der havde udvalgt den bedste af alle deltagende film i Danmark, og han fortalte nu det glædelige budskab, at vinderen af de 10.000 kroner var holdet i 8.b, som havde lavet filmen 'Glæden smitter'.
Der var helt stille. Ingen sagde et ord, og Randolf Carlos Aabye måtte op at stå og gøre det klart, at der IKKE var et liveprogram.
”Det er jer der har vundet. Ja, det er rigtigt. Det er jer.”
Og så fes den ind – og så kom der smil på – og så måtte vinderne op foran alle de andre for at modtage checken og lade sig interviewe af Randolf Carlos Aabye.
Se også videoen fra den dag, hvor filmene blev lavet.
Filmen 'Glæden smitter'.