Godt nytår - om at turde være uperfekt

Annette: Endnu et år går på hæld – og hvilket år!
Heidi: Ja, det er nok forskelligt fra menneske til menneske, hvilket år man fik – var der lidt af hvert – mest godt – mest skidt eller simpelthen bare lidt af hvert? Enhver må vel svare for sig selv.
Annette: Jeg ved ikke, hvad du synes, Heidi, men jeg tænker, det er som om, det er blevet sværere at være menneske – som om vi måler os mere med hinanden end nogensinde før, sammenligner, fordi mobiltelefon, tv, internet – facebook osv – gør det så nemt at sammen-ligne: hvem er bedst, smukkest, rigest osv. Det er som om vi ikke længere har nogen værdi i os selv.
Heidi: Ja, og jeg synes, også vi er blevet så rastløse – og nærmest praler af, hvor travlt vi har – som om det skulle være så fantastisk, men det er vel, fordi det giver status at sige man har travlt.
Annette: Ja, jeg kan fortælle dig. jeg læste om en journalist, der i nogle uger havde fulgt sine venner på facebook og så skrev hun forundret: De rejser rundt i verden og sidder på en strand og spiser frugttærte, som de selv har bagt. Og det er ikke det, at de gør det en gang – det er det, at de gør det hele tiden.
Heidi: Ja, det er sandt. Det vrimler med billeder af lykkelige mennesker, der lægger deres ferie-billeder ud og alt hvad de skriver handler om harmoni og lykke. Der trekkes på Himalay – der cykles i Holland og ved juletid er der billeder fra vores lokale sommerhuse med ild i pejsen – billeder af store fantastiske julegaver som i phones og mac books finder også vej til facebook – det handler om identitet – at iscenesætte sig selv – lave en selfie eller to, Annette – ligesom Helle Thorning, der ved Nelson Mandelas begravelse tog billede af sig selv midt mellem Cameron og Obama.
Annette: Ja, det er en tendens i tiden og skal jeg relatere det til dagens evangelium – de ord vi hørte fra alteret lige før, så er det jo hyklerne eller det hykleriske i os, der får os til at fortælle om vores ferier og vores verden, som vi gerne ville den var, ikke som den rent faktisk er. Og det er vel i grunden et fænomen som fand-tes længe før Facebook. Jeg erindrer i hvert fald som barn endeløse timer med pæne og søvndyssende lysbilledfremvisninger og smal-film fra mine onklers ture til et fugledistrikt ovre vestpå, der hedder Tipperne. Meget idyl-liske billeder, må jeg sige – og mon det nu også kan passe, når to voksne og tre børn var stuvet sammen i en mikro lille hytte uden vand ind-lagt og uden ordentligt toilet i dagevis. Jeg tror det næppe.
Heidi: Når danskerne holder ferie – og det gør vi ret meget – statistikken siger: helst 3 til 4 udlandsture om året – når danskerne holder ferie er det forbudt at have problemer, især når solen skinner. Så skulle man da være et rigtigt skarn, som vi indforstået siger til hinanden, også selvom vi ikke mener det.
Annette: Ja, det er strengt forbudt at have kva-ler, når vi har ferie eller fejrer jul, påske og pinse i familiens skød – ikke desto mindre fortæller virkeligheden en helt anden historie – og medierne kører på os med konstant dårlig samvittighed i relationen til vores børn – ken-der du ikke også det Heidi: Så motionerer bør-nene for lidt – underforstået det er forældrenes skyld.
Heidi: Ja, og så kører de cykel uden cykelhjelm – underforstået: forældrenes skyld. Selvom ungerne selv smider hjelmen så snart de voksne vender ryggen til.
Annette: Så sender forældrene børnene i dag-institution, når det er ferietid – sommer såvel som vinter – jul såvel som påske, mens foræld-rene selv holder fri – underforstået det er for dårligt.
Heidi: Og børneeksperter sætter trumf på ved at udtale, at det er dybt skadeligt for børn ikke at holde ferie med deres forældre og der er ingen ende på, hvor indignerede vi kan blive.
Annette: Nemlig ja. Vi vil ikke høre tale om det. Vi vil se lutter glade og nyforelskede for-ældre med rødkindede børn, der er lykkelige over at være sammen i ferien.
Heidi: Ja, det er lige før, man godt kan forstå de forældre, der afleverer poderne. For det er ikke nemt at leve op til i det virkelige liv.
Annette: Ja og hvor mange af os har ikke prø-vet at køre sydpå og skændes bravt hele vejen til Italien, fordi vi er ude af vanen med at være sammen, fordi teenagesønnen dybest set ikke gider med, fordi den yngste hver 5. km spørger: Er vi der ikke snart, når hun altså ikke lige skal tisse? Måske det viser sig at vi har forskellige forventninger til ferien og fridagene, måske lige frem modsatrettede forventninger. Den ene kan ikke blive træt af at gå ture, den anden vil hellere spille spil - og børnene, ja de vil helst sidde foran computeren eller fjernsynet dagen lang.
Heidi: Eller man kommer træt frem og konsta-terer, at det hotelværelse, som vi har givet ek-stra for, fordi det skulle være med havudsigt, der er der sket en dobbeltbookning, sådan at vi ender i et rum i baggården med udsigt til af-faldsskakten. Eller hotellet er et af dem som Ung Rejs benytter, og de unges døgnrytme er sådan ca. omvendt af ens egen.
Annette: Ja se det er jo et noget andet billede end det facebook tegner af os, når vi holder fri og ferie - og virkeligheden er jo, at ferie og fri-dage ikke kun er en tid hvor vi finder sammen, men også i stigende grad en tid, hvor vi går fra hinanden. Måske fordi vi lever hver for sig i hverdagens trummerum og så skal det pinedød være perfekt, når vi holder fri og fejrer jul og nytår – helt perfekt, hvad enten det er sommer eller vinter. Så skal vi hygge på kommando.
Heidi: Jo, hyklerne – det er dem, eller det i os, der fortæller om højtiden, som vi ville ønske, den var.
Annette: Og så ville det være rart og i overens-stemmelse med virkeligheden, hvis vi af soli-daritet med hinanden i det kommende år blev enige om, ikke kun at fortælle, når vi sidder i solnedgangen i Sydfrankrig og nyder et køligt glas rosé med udsigt til hav, bjerge og blå la-vendelmarker – men også når vi går sukkerkold i bjergene, punkterer på cykelferien, eller på anden måde kommer ud for det, som nu også engang er en del af livet. (Men ok når jeg ser fotoalbums igennem fra dengang vores børn var små, så er der aldrig nogen hvor de græder eller er midt i et hysterisk anfald).
Heidi: Og en anden ting, jeg tænker på, An-nette – måske er hyklerne også dem, eller det i os der bliver enig om at lukke Danmark ned når det er jul, påske, pinse og sommer - selvom vi i godt ved, at det er på de tidspunkter allerflest føler sig ensomme og isolerede. Dem, der ikke kan komme udenfor en dør, dem der ikke tør det, dem der ikke har råd.
Annette: 250.000 gamle mennesker lever med en tavs telefon i det daglige, hvor mange flere så ikke til højtider og i ferier, når også lokal-center og lokalpsykiatri drosler ned. Det kan vi faktisk ikke være bekendt som samfund.
Heidi (med glæde i stemmen): Men i kirken holder vi da ikke ferielukket. Her skal vi kunne komme og høre evangeliet – det glædelige og trøsterige budskab om, at vi er set og elsket ikke på grund af fine statusopdateringer, men fordi vi er dem vi er på godt og ondt. I hverdag og ferie.
Annette: Ja, en klog mand har sagt at mange af os slider os halvt ihjel for at ende op med noget andet- end det vi i grunden længes efter og er den længsel i os, der er dybest, ikke længslen efter at være elsket? Er de bedste stunder i vores liv ikke der, hvor vi selvforglemmende bare er sammen – i med såvel som modgang - uden tanke på op-datering flere gange om dagen. Hvor vi ikke hele tiden forsøger at gøre os fortjent til de andres beundring og anerkendelse, men finder mod til at leve af Guds nåde i tillid til, at det er alt nok. Kan du dit fadervor, så er det nok.
Heidi: Vi kan rigtig nok trænge til en opdate-ring af nåden. Det får vi her i kirken. Her bliver det klart at Gud ”synes godt om” os, både fordi vi er dem, vi er men også på trods.
Annette: Og det bliver klart, at vi – fremfor at udråbe andre til at være hyklere - det man si-ger, bliver man jo hurtigt selv – at vi i stedet skal holde os til Ham, der er vejen, sandheden og livet. Ham der er lige nær på os, hvad enten vi står på bjergets top på den anden side af jorden, eller sidder alene herhjemme med en tavs telefon. Ja, selv dem der rejser rundt i ver-den og sidder på en solbeskinnet strand og spi-ser tærte, de lige har bagt, selv dem er han Gud for. Det er sandheden om dit liv, om mit liv, om vores liv, og enhver der siger andet lyver.
Heidi: Så rigtig god nytårsaften – og et nyt år i Guds hånd – uanset hvordan det så går.
Annette: Et nytårsfortsæt kunne jo være at vise hinanden den bagside livet også rummer og boykotte alle dem, som fylder os med skyld og dårlig samvittighed, og de, som lyver om deres såkaldte perfekte liv.
Heidi: Og de der frugttærter, Annette – de bli-ver altså også hurtigt tørre og kedelige, gør de ikke?
Annette: Jo og ved du hvad Heidi - de der brændeovne med ild i - de gør nogen gange stu-en så varm at man næsten ikke kan ånde – lad os huske også at skrive det næste gang vi to mødes på facebook.
Heidi og Annette: (på samme tid og med store smil): Så rigtig godt nytår til alle os uperfekte mennesker med alle vore uperfekte liv i det år, som skal komme. Amen