"Der er ikke en kæft der kan komme frem"
Harme over halv million kroners udgravning ved Hadbjerg
“Det kan godt være at nogen er imponeret over, at vi engang imellem finder en guldmønt. Det er nogle rasende dyre mønter. Hvis I tager til København og ser hvad der ligger under jorden af flintesten og økser i et kæmpemæssigt lokale. Der er ikke en kæft der kan komme frem. Det er et pengesvineri uden lige. Jeg siger ikke, at vi ikke skal gøre det. Men det bør have et budget.”
Kurt Andreassen (V) lagde ikke fingrene imellem, da byrådet tirsdag godkendte at der afsættes 410.000 kroner fra kommunekassen til arkæologisk undersøgelse af en erhvervsgrund på Højvangsvej i Hadbjerg.
5.000 kvadratmeter skal undersøges yderligere, fortæller Moesgaard Museum og det måtte byrådet så punge ud med.
“Jeg synes vi skal skrive til erhvervsministeriet og bede om at der kommer et budget på den slags udgravninger. Det er jo et tag selv bord. Da staten var medfinansierende tidligere var der et loft,” lød det fra udvalgsformanden for Teknik- og Miljø, Kurt Andreassen der hentyder til, at som det er nu, er det ren brugerbetaling, når der skal foretages arkæologiske undersøgelser.
Da hans tirade var afsluttet, blev der nikket og klappet i byrådsalen blandt de 24 andre byrådsmedlemmer.
Det er nu op til Kurt Andreassen selv, om han vil tage sagen videre, da den ikke blev behandlet politisk under byrådsmødet.
Går videre med det
“Jeg tror det vil batte med en henvendelse fra flere kommuner i samlet flok og det vil jeg tage initiativ til i Favrskov regi. Jeg fornemmer, at der er flertal for forslaget. Det kunne måske være en sag for Business Region Århus,” siger Kurt Andreassen efterfølgende til FavrskovPosten.
Han fortæller, at folketingsmedlemmet Britt Bager også er underrettet og at hun har sendt sagen videre på Christiansborg.