Fortsæt til indhold

Venstre på vej ud af en farlig tangent

Samfund
Af Leif Lahn Jensen (MF), arbejdsmarkedsordfører for Socialdemokraterne:

"Et nyt, farligt forslag fra Venstres top lyder på, at huslejen skal sættes fri. Et forslag fundet i Venstres gamle politiske program, som nu er blevet støvet af og lagt frem igen. Men forslaget burde være forblevet begravet i de gamle papirbunker, for noget godt gør det ikke. Tværtimod.

Hvis forslaget gennemføres vil det betyde ekstreme prisstigninger i huslejen for rigtig mange helt almindelige lønmodtagere rundt omkring i Danmark. Her i Østjylland vil den gennemsnitlige huslejestigning være på 50 procent. Det er en helt ekstrem stigning, som tydeligt vil kunne mærkes hos lejerne i deres dagligdag på Djursland.
Særlig for dem der ikke har så meget i forvejen, vil det have stor betydning, og deres levevilkår vil dramatisk forringes. I stedet bliver de rige endnu rigere ved at udleje boliger til overpris – derfor er det heller ikke overraskende at høre et sådant forslag fra en Venstre-politiker.
Det er helt afgørende for trygheden i hverdagen, at man kan regne med, at ens husleje er den samme, når man står op, som da man gik i seng. Set med mine socialdemokratiske øjne er tryghed for lejerne afgørende, og derfor skal huslejen ikke sættes fri."