Kalø Golf Clubs fremtid ikke længere i farezonen
En lokal investorkreds bestående af medlemmer af golfklubben har købt den konkursramte golfbane ved Ugelbølle og sikret fremtiden
Fremtiden er sikret for Kalø Golf Club. Det er nu en kendsgerning efter, at konkursboet for Proark Golf Plus har solgt banen. Køberen er en kreds af lokale investorer - som alle er medlemmer af klubben.
"Det er meget vigtigt for os, at der er kommet styr på banen og dermed fremtiden for klubben. Det har været en meget lang proces siden Proark Golf's konkurs i oktober 2012. Det har været en periode præget af stor usikkerhed. Usikkerheden er ikke blevet mindre, som tiden er gået, og den forgangne sæson er gået på hæld, og dermed også den driftsgaranti, der var stillet for 2013," forklarer formand i Kalø Golf Club, Michael Møller Larsen.
Kapitaljagt mislykkedes
Kæden Proark Golf Plus forsøgte i den sidste tid op til konkursen at jagte ny kapital til at fortsætte driften, men missionen lykkedes ikke. Derfor blev der indgivet konkursbegæring.
På daværende tidspunkt havde kæden 11 baner under paraplyen, hvoraf de fem, Hjarbæk Fjord, Blokhus, Kalø, Fredensbrog og Odense Eventyr var ejet af kæden, mens der er forpagtningsaftaler med Skjoldenæsholm, Ree Golf, Royal Oak, Ledreborg, Langesø og Ry. Møn skulle efter planen have indtrådt i kæden fra 2013.
Flytter klubhuset
Den ny formand ser frem til samarbejdet med den ny investorkreds. Ved årsskiftet overtog Kalø Golf Club driften af bane og administration.
"Det er en ny situation med mange nye udfordringer, men noget klubben ser meget frem til," siger Michael Møller Larsen.
Én af de ting, der nu langt om længe bliver til virkelighed er, at klubhuset bliver flyttet op til 1. tee, noget der har stået højt på klubbens ønskeseddel i mange år. Byggeriet påbegyndes i 2014.