Ordentlig mundfuld venter Aastrup-Hammelevs 3. divisionsdamer
Tirsdag møder Djurslands bedste kvindehold Bjerringbro FH fra 1. division i 4. runde af DHFs pokalturnering i Åstruphallen
Aastrup-Hammelevs håndboldkvinder i 3. division får evnerne testet mere end rigeligt tirsdag aften i Åstruphallen, når Bjerringbro FH er modstanderen i 4. runde af DHFs pokalturnering.
Bjerringbro FH spiller til dagligt i landets næstbedste række, 1. division, hvor holdet efter 15 spillerunder ligger solidt placeret på fjerdepladsen med 19 point, lige uden for pladserne der giver mulighed for oprykningskampe til Håndboldligaen.
Lørdag besejrede Bjerringbro FH på udebane Tarm-Foersum GF med knebne 26-25.
Bjerringsbros bedste skytte, Line Gyldenløve Kristensen, scorede 7 mål i opgøret. Hun er nummer 2 på topscorerlisten i øjeblikket i 1. division med 92 mål i 15 kampe.
Listen toppes af Simone Böhme Kristensen fra topholdet Silkeborg-Voel KFUM, tidligere ligaspiller i Randers, med 98 mål i 15 kampe.
Line Gyldenløve Kristensen er med på det danske landshold i Beachhåndbold. Hun var således med til at vinde sølvmedaljer ved EM i Randers i sommeren 2013.
Har klaret sig okay
Aastrup-Hammelev tabte selv lørdag ude mod Hornbæk med hele 25-15, men cheftræner Rasmus Windfeldt har ellers været godt tilfreds med holdets præstationer hidtil i denne sæson.
"Vi startede stort set ud med at skulle udskifte hele bagkæden, minus Sisse Poulsen, men til spillernes ros har de virkelig kløet på i træningslokalet, og vi har fået opbygget en rigtig god træningskultur," siger Rasmus Windfeldt.
Aastrup-Hammelev har hidtil samlet 9 point i ti kampe og indtager 6. pladsen i 3. division. Rækken består af ti hold, og bundproppen VRI har endnu ikke præsteret at vinde en kamp.
Rasmus Windfeldt, der bor i Randers, og tidligere har trænet ungdomshåndbold i både Randers og Skanderborg, har kontrakt med Aastrup-Hammelev en sæson mere.
"Fremtiden ser lyserød ud. Vores U18 piger er netop rykket op i 1. division, og i forvejen er det nuværende hold ungt og talentfuldt," siger han.
Cheftræneren håber, at hans hold vil gå ud og sælge sig så dyrt som muligt, når overmagten Bjerringbro FH kigger forbi på tirsdag -og samtidig få en god oplevelse.
Kampen fløjtes i gang klokken 18.50.