“Det var den største dag”
Årets Brudepar ser tilbage på et 2015, der bød på et af deres livs største oplevelser
2015 var i sandhed et begivenhedsrigt år for Maria Lassen og Henrik Schade. Det er godt tre måneder siden, de som vindere af Årets Bryllup stod omgivet af familie og venner på Den Spanske Trappe, og når de kigger tilbage, får de øje på en dag, der i allerhøjeste grad karakteriserede et stort år.
“Der var jo rigtig mange, der før dagen sagde, at det ville blive den største dag. Det er svært at vide, hvad man skal forvente, men det kan vi jo absolut nikke genkendende til nu. Det var bare den mest fantastiske dag,” fortæller Maria Lassen.
“Og så kom det lidt bag på os, hvor overvældet vi blev af alle de mennesker, der havde taget sig tid til at skrive taler og være deltagende i brylluppet og alle de følelser, folk har lagt i det gør bare, at man finder ud af, hvor mange mennesker man har, der betyder noget. Det har været vildt fedt,” tilføjer Henrik Schade.
Koncentreret om hinanden
Her tre måneder efter den store bryllupsfest, der blev holdt på Sdr. Bjert Kro, hænger euforien stadig godt ved i parret. “Vi er bare glade,” siger de og tænker også tilbage på en dag, som de havde ventet med en vis portion nervøs spænding, idet det til dels blev en offentlig begivenhed, hvor folk fulgte med fra gågaden og Den Spanske Trappe.
“Gæsterne har givet udtryk for, at de var spændte på, hvordan det ville blive, og det var vi også, men jeg tror bare, at vi var et helt andet sted, da det gik i gang, så alt uden om fyldte faktisk ikke ret meget. Vi koncentrerede os vist bare om hinanden. Men vi har nok fået en af de mest velfotograferede vielser længe,” griner Henrik Schade.
En forlænget weekend i Berlin har indtil videre gjort det ud for bryllupsrejse, men mange ting skulle også lige bundfælde sig efter et langt forløb.
“Det var så fedt at vinde brylluppet, og det betød også, at vi i flere måneder skulle nå mange ting. Det var jo luksusting at få syet kjole og vælge ringe, men bagefter skulle vi også lige finde os selv igen og slappe helt af. Så vi skal af sted på bryllupsrejse på et tidspunkt. Vi skal bare lige finde det helt rigtige,” siger Maria Lassen.