Fortsæt til indhold

Øko-børnetøj i nystartet Åbyhøj-butik

Samfund
Christina S. Johansen

En webshop, der sælger økologisk børnetøj uden kemi, er netop åbnet på Ydunsvej i Åbyhøj. Navnet er made4mini, og det er en 30 år gammel drøm for Helle Nielsen, som er gået i opfyldelse med butiksåbningen.
I tillæg til webshoppen har butikken også et showroom, hvor man kan opleve varerne i virkeligheden.
“For os er en vigtig del af det at købe tøj til børn at mærke og se kvaliteten, hvilket vi gerne vil give vores kunder mulighed for. Af samme grund kan vores kunder komme på besøg, så de selv kan opleve tøjet, inden de køber. Vi elsker at få besøg i vores showroom, og vi tager meget gerne imod mødregrupper, bedsteforældre og andet godtfolk, dog kun efter aftale,” fortæller Helle Nielsen.
Hun udvælger nøje mærkerne, som skal føres i made4mini og lægger stor vægt på mærkernes behandling af miljø og medarbejdere.
“Derfor er vi altid i tæt dialog med vores leverandører, for at sikre den bedste kvalitet til vores kunder. Samtidig hører vi gerne fra kunderne om deres oplevelser med de produkter, de har købt hos os,” siger Helle Nielsen, ejer af made4mini.