Mandehørm støtter lokalt
Igen i år tilgodeser Xtreme Mandehørm lokale initiativer med pengegaver
Det er blevet en tradition at der udloddes en væsentlig del af overskuddet fra Xtreme Mandehørm til velgørende formål, det sker også i år.
Der udloddes således 7500 kr til Den Blå Oase, 7500 kr. til Julemærkehjemmet Fjordmark, 5000 kr. til Venligboerne og 10000 kr. til Julehjertebyen.
Den Blå Oase er et værested for mennesker med problemer. Den Blå Oase kan hjælpe med kontakt til sagsbehandlere eller andre offentlige myndigheder, en kop kaffe eller et måltid mad, og ikke mindst den personlige samtale og hvor alle, uanset baggrund er velkommen. Den Blå Oase drives i høj grad med frivillig og det vil vi gerne være med til at støtte.
Julemærkehjemmet behøver ikke nærmere omtale. Julemærkehjemmene gør et en kæmpe indsats for børn som trænger til støtte og opbakning. Xtreme Mandehørm har tidligere støttet Julemærkehjemmet og gør det gerne igen.
Venligboerne er en ny folkelig bevægelse, som startede i Hjørring, hvor en gruppe borgere skiftede navn fra Vendelboere til Venligboere. De ville tage godt imod flygtninge og det vendsysselske initiativ er blevet til en spirende folkebevægelse, som har spredt sig ud over landet. Der er også en gruppe i Aabenraa. “Vi vil gerne være med til at støtte arbejdet og hjælpen til mennesker som er i nød,” lyder begrundelsen fra arrangørerne bag Xtreme Mandehørm i Aabenraa i en pressemeddelelse.
“Vi har fra Xtreme Mandehørm tidligere givet støtte til udlodningen til de familier i Aabenraa kommune, som har behov for hjælp. I år vil vi gerne støtte op om det store frivillige arbejde, der udføres med at bygge husene, stille hele byen op, vedligeholde og tage det hele ned igen. Det er et fantastisk gode for byen, og fortjener al mulig opbakning,” lyder det om støtten til Julehjertebyen.