Fortsæt til indhold

Unge kan tage HF med fokus på sport

Ny Sports-HF-linje på Grenaa Gymnasium giver mulighed for mere idræt på skemaet

Samfund
Af Martin Schultz

Er man særlig interesseret i idræt og kan se sig bruge det i et videre uddannelses- eller udviklingsforløb, så er der nu nye muligheder på Grenaa Gymnasiums nyeste HF tiltag.
Ved det årlige Åbent Hus arrangement på gymnasiet mandag 13. januar kan interesserede stifte bekendtskab med Grenaa Gymnasiums nyeste HF -tiltag, som er en linie med fokus på idræt.
”Vi håber at kunne oprette en HF-klasse, hvor alle kursisterne har faget Idræt på B-niveau. Det er på et højere niveau end det, der er obligatorisk,” fortæller idrætslærer Kasper Lasthein Madsen.

Instruktør- og trænerkurser kan integreres i uddannelsen

Den nye HF-linje indebærer et skoleskema med 3-4 timers idræt om ugen, således at sportsudøvelse bliver en integreret del af skoledagen.
”Vores Sports-HF vil være for unge, der brænder for sport generelt. Hvis man udelukkende er vild med en enkelt sportsgren, så er det her ikke noget, man skal vælge. Men hvis man har en generel interesse for idræt og gerne vil udfordre sig selv fysisk og måske også kunne tænke sig et fritidsjob som instruktør eller træner, så er vores Sports-HF en mulighed,” forklarer Kasper Lasthein Madsen, der arbejder på muligheden for at integrere instruktør- og trænerkurser i DGI og DIF-regi i undervisningen.

Sportsudøvelse er en positiv spiral

En idrætsorienteret studietur i det andet HF år og en flerdages ekskursion til Nordjyllands Idrætshøjskole er en del af studieforløbet. Studieturen kan gå sydpå til Lanzarote eller have fokus på skisport.
Men de eksotiske rejsemål er ikke det væsentlige. Det er at tilbyde en ungdomsuddannelse, hvor fysisk aktivitet er en integreret del af skemaet.
”Med den fysiske aktivitet integreret i skoledagen vil den ekstra gevinst være, at kursisterne bedre vil kunne lære og huske det faglige stof de skal til eksamen i,” siger studievejleder Søren William Johannesen.
”Sport kræver og skaber energi, lyst og ansvarsfølelse. Det er en positiv spiral, som smitter af på de øvrige fag, hvor kravene jo selvfølgelig er de samme som for alle andre på HF.”