Fortsæt til indhold

En fortælling om Leonora Christinas Liv

Samfund
Arkiv

For 400 år siden indgik danmarkshistoriens store byggekonge Christian 4. ægteskab med Kirsten Munk. Sammen fik de 11 børn. Særligt ét barn fra børneflokken skilte sig ud – nemlig Leonora Christina. Koldinghus inviterer 2. januar 2016 kl. 14.00 til et arrangement i Christian 3.s kapel, hvor historien om den unge kongedatter bliver levende i form af dramatiserede fortællinger og samtidig musik. Det skriver museet i en pressemeddelelse.
Det er dramaturg, forfatter og foredragsholder Lisbeth Weitemeyer, der vil berette om kongedatterens liv. Fortællingerne vil blive ledsaget af toner fra trioen Corde de Gioja, der vil synge og spille musik fra Leonora Christinas tid.

”Min fortælling om Leonora Christina følger kongedatteren fra fødsel til død. Historien er et stykke danmarkshistorie med en klar linjeføring til vore dage med sine universelle følelser og begreber som magt, position og opdeling af samfundet i klasser,” siger Lisbeth Weitemeyer i pressemeddelelsen.

Arrangementet markerer 400-året for ægteskabet mellem Christian 4. og Kirsten Munk. Christian 4. tilbragte store dele af sin levetid på Koldinghus og ombyggede slottet flere gange. Koldinghus var hans første større byggeri efter hans kroning i 1596, og det var ham, der byggede den nye slotskirke og Koldings vartegn, Kæmpetårnet.
Arrangementet varer til klokken 16.15, og der er fri adgang, når der er betalt entré til museet.