Den grønne Villa holdt flyttedag i Hinnerup
Foreningen, der arbejder med aktiviteter på værested, er nu et år gammel.
Når man har en psykisk lidelse med i livets bagage, er hverdagen ofte en udfordring. Det kan være svært at få skabt sammenhæng, overskud og overblik. Det er lige her, sammenholdet og samværet med andre ligesindede bliver den ekstra drivkraft, der gør hverdagene udholdelige.
Den grønne Villa hedder foreningen, og navnet henviser til det tidligere værested på Vestergade, hvor bygningen næsten var dækket af store grønne vinblade om sommeren.
Nu skal den måske hedde noget andet, for værestedet er netop flyttet ind i andre lokaler på Herredsvej 22 i Hinnerup, og bygningerne her er hvide.
I år har foreningen fået 10.000 kroner, som går til lave nogle udflugter, sommerfest, bankospil og lidt andet ekstra.
Foreningen opkræver ikke kontingent. Alle skal kunne være med. Åbenheden rækker også ud over bygrænsen.
Ud over det kommunale tilskud søger foreningen hjælp hos lokale fonde og andre foreninger. Rotary har blandt andet bidraget.
Værestedet er åbent onsdage kl. 15.30-19.30 og fredage kl. 10-12.30, hvor der er en medarbejder tilstede. Om onsdagen er mange med til madlavning og spisning.