Restaurant Gasfabrikken i Horsens satser på økologi
Ny restaurant i Horsens åbner i tidligere gasfabrik
'Madhåndværk af de bedste bæredygtige råvarer i Hede Nielsens tidligere gasfabrik.'
Sådan beskriver Horsens' nye restaurant 'Gasfabrikken' sig på sin facebookside.
“Vi satser på råvarer, som lokale leverandør har puslet om. Mad fyldt med kærlighed. Alt vi laver, bliver tilberedt fra bunden,” siger Lars Valentin Fischer, en af de tre ejere, der står bag restauranten.
Lige nu er den 350 kvadratmeter gamle gasfabrik ét stort rod. Når restauranten står færdig, bliver der plads til 100 gæster fordelt på tre niveauer.
“Vi faldt for lokalet her, fordi det er helt fantastisk med en naturlig opdeling i tre niveauer. Vi ville starte på en frisk med et lokale, der ikke før havde været restaurant. Nu får vi det indrettet, som vi gerne vil have det fra starten med blandt andet en lounge og bar,” siger Lars Valentin Fischer.
Han er uddannet arkitekt og har boet i Horsens i seks år. Den anden ejer, Martin Kolding Pedersen, har en forretningsmæssig baggrund. Han bor i Aarhus, men flytter til Horsens, når resturanten åbner. Begge vil være til stede i restauranten som værter. Den tredje ejer, Mads Hansen, kommer fra Odder og har mange års erfaring som kok.
“Vi satser stærkt på at få Sølvmærket i økologi. Det kan vi få, når vi har haft åbent i tre måneder og kan dokumentere, at 60-90 procent af vores råvarer er økologiske,” siger Lars Valentin Fischer.
Ingen fine fornemmelser
Restauranten skal være et hyggeligt sted. Det skal ikke være for fint, og derfor bliver der heller ingen krav til påklædning eller lignende.
“Det skal være et spisested med højt til loftet og albuer på bordet,” siger Lars Valentin Fischer og sætter sig på trappen, midt i byggerodet i den kommende restaurant i Levysgade i Horsens.
Han hjælper selv til med at renovere bygningen. Lige nu er han i gang med det åbne køkken og det, der engang bliver til toiletter. Håndværkeren er i gang med at sætte gipsplader op.
“Det har taget os 10 måneder at komme hertil. Vi regner med at være klar til at åbne i februar 2016,”siger han.
Restaurant Gasfabrikken vil have åbent for aftenservering torsdag til søndag. I weekenden åbner restauranten tidligere og serverer også brunch.