Et nyt byråd trækker i arbejdstøjet
Syddjurs Kommunes ny borgmester Claus Wistoft (V) har på opfordring fra Lokalavisen skrevet nytårstanker
”Den 1. januar tiltræder det nye byråd i Syddjurs Kommune, og ikke mindre end 10 nye medlemmer er valgt. Forhåbentlig kommer de alle med nye visioner og gode idéer til det politiske arbejde med henblik på at skabe mere værdi for alle borgere i Syddjurs.
Allerede 23. og 24. januar afholdes der for det nye byråd et seminar på Pindstrupcentret, hvor byrådet introduceres for hinanden og sættes i arbejde med Syddjurs Kommunes vision for de næste 4 års arbejde.
Jeg ser frem til at stå i spidsen for et nyt byråd, der er valgt på forskellige synspunkter, men som opnår enighed om et politisk kodeks, der både sikrer respekt for byrådets beslutninger og et rimeligt tempo i processer og beslutninger. Vi skal som kommune være beslutningsdygtige, så gode initiativer og virkelyst kan imødekommes.
Folkeskolereformen er der arbejdet med i forvaltning og fagudvalg siden vedtagelsen, og et forslag til styringsparametre og budgettildelingsmodel vil være klar først i det nye år.
Vi har i Syddjurs valgt en model for implementeringen af skolereformen, der i høj grad foregår ude på de enkelte skoler. Jeg er opmærksom på, at indføring af en ny skolereform ikke kommer af sig selv, hvorfor Byrådet skal tage ansvar for, at både de fysiske rammer lever op til kravene, og at vores dygtige lærere og pædagoger får mulighed for et kompetenceløft.
For mig at se er det også vigtigt at udvikle 'den åbne skole' i tæt samarbejde med civilsamfund, foreninger og erhvervsliv. Det handler jo om børnenes læring, hvor den understøttende undervisning skal orientere sig mere mod den løbende udvikling i samfundet for at sikre mere læring til alle elever. Der vil den 6. februar blive inviteret til et møde for nævnte parter.
Byrådet vil gerne gøre det muligt, at flere børn med særlige behov inkluderes respektfuldt i kommunens egne skoletilbud. Dette skal bl.a. ske med støtte fra familieområdet, der i 2014 og 2015 skal have genoprettet økonomien og omlagt flere af de eksisterende tilbud.
På ældreområdet fokuseres der i 2014 meget på investeringer i velfærdsteknologi, og der er afsat 11 mio. kroner til dette over de næste 3 år med et mål om årlige driftsbesparelser på 1,5 mio. kroner. Der bygges nyt aktivitetscenter ved Søhusparken og et nyt varmtvandsbassin bygges ved Rehabiliteringscentret i Tirstrup.
På sundhedsområdet er der til stadighed dialog med Regionen i forhold til at forebygge indlæggelser, men antallet forøges fortsat som en konsekvens af både demografi og øgede behandlingstilbud.
Arbejdsmarkedsområdet udfordres hele tiden af nye reformer, hvilket stiller store krav til både kunder og personalets evne til omstilling.
I 2013 var det en grundlæggende omlægning af førtidspension og flexjobordningen, der trådte i kraft med det gode formål at gøre ordningerne mere fleksible og sikre borgere i ordningerne en nemmere vej tilbage til arbejdsmarkedet.
I 2014 kommer en kontanthjælp- og sygedagpengereform, hvor kontanthjælpen afskaffes for alle unge under 30 år uden uddannelse, som i stedet kan få SU, hvis de unge enten går i gang med uddannelse eller målrettet gør sig klar til dette. For voksne og unge skabes der også et nyt kontanthjælpssystem.
Sygedagpengereformen, der træder i kraft 1.7.2014, indebærer aktiv evaluering af sygdomsforløb efter 5 måneder for hurtigere at afklare modtageres mulighed for tilbagevenden til arbejdsmarkedet.
Regeringen bør roses for disse reformer, idet de både er med til at øge arbejdsudbuddet og mindske presset på de offentlige kasser, og som afledt effekt heraf, at forbedre Danmarks konkurrenceevne ude i verden, ligesom indsatsen for at arbejde gøres tydelig.
Syddjurs Udviklingspark er nu flyttet ind i Millekens gamle bygninger på fabriksvej i Mørke. Inden længe ansættes en ny erhvervschef som daglig leder af udviklingsparken, der fremover skal blive centrum for vækst, iværksætteri og erhvervsnetværk i Syddjurs Kommune.
Et nyt erhvervsområde ved Følle er en del af kommuneplan 2013 - 30 ha er købt og skal i årene fremover udvikles til etablering af nye virksomheder med facade ud til motortrafikvejen.
Den nye kommuneplan har også et stærkt fokus på Syddjurs som bosætningskommune med rigelige muligheder for udlæg af nye byggegrunde. Kommunen oplever lige nu pænt salg i både Rønde, Mørke og Hornslet, og planlægningen af nye områder er derfor i fuld gang - det er i nedgangstider, man skal gøre sig klar til den næste optur.
Aarhus lufthavn A/S er udfordret af mange års mangel på investeringer, og de har over de seneste par år mistet 20 procent rejsende. Lufthavnen har svært ved at konkurrere med Billund og Ålborg. Det skal der rettes op på, hvorfor de 5 ejerkommuner af lufthavnen i løbet af foråret 2014 forhåbentlig vil forholde sig positivt til en investeringsplan for lufthavnen med et mål om at gøre den kommercielt bæredygtig inden for en overskuelig årrække. En mangeårig forfejlet debat om en ny lufthavn nord for Århus er nu ved at dø, og hvem kan forestille sig, at Danmarks vækstcentrum nr. 1 - det østjyske område omkring Århus, ikke har en lufthavn tæt på - jeg kan ikke. Ejerkommunerne skal desuden fortsætte lobbyarbejdet for en motorvej helt ud til Feldballe-krydset.
Kommunens generelle økonomi skal de kommende 4 år fortsat have stor opmærksomhed, og budgetoverholdelse er en disciplin, der er kommet for at blive. Her har vores decentrale aftaleenheder de seneste år vist deres store styrke, og alle medarbejdere fortjener stor ros for at have taget ”økonomiudfordringen ” op - det er også vejen de kommende år.
Samfundsvækst, flere private jobs og et øget forbrug vil de kommende år være afgørende for kommunens skattegrundlag som faktor for serviceniveauer.
Borgerinddragelse - eller mangel på samme vil nogen sige - har været et varmt emne i flere situationer de seneste år. Det nye byråd skal evaluere, hvorledes vi forbedrer borgerinddragelsen, tilpasser den til nutiden, samtidig med at byrådet varetager den opgave de er valgt til - at tage beslutninger på et kvalificeret grundlag, og stå inde for de prioriteringer, som vores økonomiske rammer giver mulighed for.
Med disse ord vil jeg gerne ønske alle i Syddjurs et rigtigt godt nytår, og til det nye byråd - velkommen til 4 spændende år.
Jeg ser frem til et tæt samspil med byråd og administration om udmøntningen af de politiske visioner og sender hermed byrådets bedste hilsener til de mange medarbejdere, der hver dag sørger for, at vi som borgere får den service, som Byrådet har det politiske ansvar for.
Min egen rolle som borgmester er jeg meget ydmyg overfor, og jeg vil arbejde benhårdt for at implementere byrådets beslutninger og for vækst i Syddjurs."