Fortsæt til indhold

Unge klar til at skate i egne haller

Børn og unge er i gang med at opbygge deres eget skatemiljø i Thorsager

Samfund
Af Martin Schultz

Der er brug for mødesteder og miljøer, hvor børn og unge kan mødes ud over de velfungerende og gennemregulerede tilbud i klub og ungdomsskole.
Det er en strategi, som SSP-Syddjurs og Syddjurs Ungdomsskole i stigende grad arbejder med og som man i forvejen kan se eksempler på i Kraftværket i Kolind, studiecaféen Kernen i Rønde og ungemiljøet Rampen i Ebeltoft.
Senest er Thorsager kommet med på landkortet, hvor SSP-Syddjurs og Syddjurs Ungdomsskole har været med til at skubbe på et skateprojekt i en af hallerne i den tidligere dyrefoderbutik i Nørregade.
”Målet er at støtte og aktivere byens og omegnens unge skatere i et miljø, hvor de selv er med til at skabe rammerne og reglerne for deres aktiviteter,” siger SSP konsulent Birgitte Bach Thomsen.
”Vi har nogle unge, som ikke kommer i vores klub- og ungdomsskolemiljø, og det er vigtig at de får nogle rammer, som de selv er med til at skabe.”

To voksne hjælper til

For tiden er 10-15 unge aktive i projektet.
”Der er god opbakning fra forældre og andre voksne, som er interesserede i at give en hånd med,” siger Birgitte Bach Thomsen. I efteråret tog gruppen på en inspirationstur til skateanlæg i Randers i Aarhus, og nogle forældre har stået for sponsorarbejdet omkring T-shirts med de unges eget Skate Thorsager logo på.
To voksne er sat til at være fødselshjælpere på projektet, som over tid kan blive til en forening eller en selvkørende aktivitet i byen.
De voksne er tømrer Poul Erik Larsen og klubmedarbejder Hanne Andersen, som begge bor i Thorsager, og som har nøglerne og de unge kan henvende sig til omkring skateprojektet. De yunge kan kun opholde sig i hallen under opsyn af voksne.
”Vi er i gang med at bygge nogle ramper i hallen sammen med de unge. Vi kan skate på ramperne i hallen i vinter, og i foråret rykker vi forhåbentlig udenfor med ramperne,” siger Hanne Andersen.

Ønske om udendørs bane

Når Thorsager er valgt som scene for et nyt selvstyrende ungdomsmiljø hænger det blandt andet sammen med, at der i byen gennem flere år har været et betændt miljø med problemer blandt utilpassede unge.
Men skateprojektet henvender sig til alle unge, som gerne vil være skatere og være med i street-kulturen.
”Der er både tale om en forebyggende indsats over for nogle unge, som er i risiko for at komme galt af sted, men også om et tilbud til unge, som vil afprøve skatemiljøet og selv være med til at fylde nogle rammer ud under ansvar for hinanden,” siger Birgitte Bach Thomsen.
”De unge i Thorsager har måttet til Rønde for at gå i klub efter juniorklubben og det afholder måske nogen fra at bruge dette tilbud. Desuden mangler der mødesteder i Thorsager,” siger Birgitte Bach Thomsen, som gerne så en bypark med aktiviteter for alle på tværs af aldre i Thorsager.
”Det ville være et drømmescenarie med motionsredskaber, bålplads, legeplads, petanquebane, klatrevæg, streetbasket, borde og bænke,” siger Birgitte Bach Thomsen.
Det næste der sker er et møde i januar med Thorsager Skole om en mere permanent udendørs skatebane bag skolen.