Fortsæt til indhold

Flere praktikpladser i Roskilde

Samfund
Arkiv

PRAKTIK: Mens antallet af praktikpladser inden for bygge- og anlægsbranchen er faldet på landsplan, kan eleverne på Roskilde Tekniske Skole glæde sig over, at der i 2013 blev oprettet flere uddannelsesaftaler sammenlignet med 2012.
Roskilde Tekniske Skole kan som en af de få erhvervsskoler prale af en stigning i antallet af indgåede uddannelsesaftaler. Sammenligner man tallene for 2013 med tallene for 2012, så er stigningen på over 26 procent.
- Det er et rigtig flot resultat, som skolen og de lokale virksomheder kan være stolte af. Jeg synes, det er imponerende, at virksomhederne fortsat tager mange unge ind, selvom krisen ikke er helt færdig med at kradse. Det fremhæver virkelig, at bygge- og anlægsbranchen trækker et stort læs, når det gælder uddannelsen af vores unge lærlinge, siger formand for Dansk Byggeri Sjælland, Niels Moestrup.
Han peger på, at partnerskabsaftalen mellem Dansk Byggeri, Roskilde Tekniske Skole og Roskilde Kommune synes at have virket efter hensigten.
- At stigningen finder sted nu kunne tyde på, at partnerskabsaftalen har trykket på de rette knapper. Derfor håber vi selvfølgelig, at endnu flere partnerskabsaftaler vil blive indgået med sjællandske kommuner, så den positive udvikling over en bred kam vil fortsætte i 2014 og fremover. Det vil være en rigtig glædelig situation for både de unge, for Sjælland og samfundet generelt, siger Niels Moestrup.
pm