Fortsæt til indhold

Ren og skær politisk populisme

Samfund
Af Lars Norman Thomsen, redaktør:

"Det er fuldt ud forståeligt, at den politiske sag, der i overordnede termer er døbt "hjemtagelse af børn", har kaldt på de store følelser.
Ikke mindst hos de forældre til børn på Firkløverskolen i Mørke som har gået i uvished, om deres børn nu var blandt de ti, som Syddjurs Kommune agtede at flytte hjem til kommunens eget specialskoletilbud i Pindstrup for at spare penge.
Hvad der derimod ikke er fuldt forståeligt, er de politiske reaktioner. De skriger stort set alle til himlen.
Ikke mindst set i lyset af, at byrådet i oktober 2013 vedtog et budget for 2014, hvori der var indregnet en besparelse på 2.5 mio. kroner vedrørende netop "hjemtagelse af børn".
Næsten inden blækket var tørt på budgetforliget, stod flere politikere i kø ved håndvasken for at forklare, at de ikke gik ind for besparelsen, og at et budget da kun var et overslag og noget, der sikkert kunne files til i løbet af året.
Tåkrummende at høre på. Spørgsmål fra politiske kolleger og pressen om, hvorfor de pågældende så ikke stemte imod budgettet, kom der ingen konkrete svar på.
Kun noget i retning af, at det jo ikke er alle dele af et budget, som man er enige i eller endnu være: "Vi kendte ikke konsekvenserne." Har man hørt magen?
Det er korrekt, at beslutningen om "hjemtagelse af børn" blev hevet ind under budgetforhandlingerne i august 2013, men temaet har været kendt længe.
Ingen af de pågældende politikere har tidligere gøet over kommunens egen specialskole i Pindstrup og niveauet her, for det har jo været erklæret Syddjurs-politik længe, at man som udgangspunkt ikke visiterer børn til skoler uden for kommunen i et omfang som tidligere.
Men nu følte de pågældende politikere lige grund til, at de skulle udvise åh så stor forståelse, fordi der var stemmer i det. Ren og skær populisme og intet andet.
Minsandten om rygterne nu ikke går på, at der fortsat er politikere fra partier, der har stemt for indeværende års budget, som har anmeldt en ny diskussion af temaet "hjemtagelse af børn" på det første byrådsmøde i næste uge.
Det er simpelthen populisme skåret ud i neon.
De pågældende bør i stedet lægge sig i selen for at udvise rettidig omhu, så lignende sager ikke skal sjaskes igennem lovmøllen en gang mere.
Det skaber nemlig grobund for politisk populisme i renkultur."