“Kampen har været forgæves”
Hvad der lignede en sejr, endte som et nederlag for naboerne til byggeriet i Borggade. De frygter for fremtiden
Slaget om byggeriet i Borggade er ovre, og bygherre, politikere og entrepenører sejrede.
Tilbage som slagne tabere står naboerne. I hvert fald hvis man spørger dem.
Godt nok blev størrelsen af P-huset reduceret, og antallet af offentlige parkeringspladser blev halveret, men til gengæld har byggeriet fået en ekstra etage, og bebyggelsesprocenten er røget i vejret.
Lokalavisen har talt med nogle af de naboer, som har følt sig tromlet gennem hele processen.
En udmattelseskrig
Ditte Vilsgaard er en af dem, som har kæmpet mod byggeriet gennem hele fasen. Hun er meget skuffet over, hvordan sagen er endt.
“Vi har fået en reducering af P-pladser, men en ekstra etage og en fortætning af byggeriet, og ovenikøbet siger rådmanden, at vi har fået en sejr. Vi er slet ikke tilfredse,” siger Ditte Vilsgaard og fortsætter:
“Det har ikke været en ordentlig proces, der har været. Vi er civile mennesker med jobs og familier, som har kæmpet med den her vildt komplekse sag, og luften er gået af vores ballon, fordi de har trukket processen så langt ud. Jeg føler ikke, at vi har fået noget ud af det, og jeg er ærgerlig over, at vi har brugt så meget tid og energi på det, helt uden grund.”
Mogens Wohlert er formand for Fællesrådet for Latinerkvarteret, Ø-gadekvarteret og Nørre Stenbro, og også han er frustreret over processen.
“Jeg har forsøgt at rette klager og spørgsmål til processen, hvor man har sendt mig fra embedsmand til embedsmand. Vi er blevet kørt fuldstændig rundt i manegen, og jeg føler virkelig, at min retsfølelse er blevet krænket. “
Per Engbirk er indehaver af Café Englen, som er nabo til byggeriet, er nedslået over udsigten til den nye nabo.
“Det er svært at se det demokratiske i processen, når 6.000 har sat en underskrift mod byggeriet, og det alligevel ender sådan her. De har simpelthen ikke lyttet til os, og vi føler os virkelig svigtet.”
“Vi behøver ikke at sætte os i en rundkreds, som i 70'erne, men vi vil bare gerne lyttes til,” opsummerer Ditte Vilsgaard, hvortil de andre nikker.
Frygter for byggefasen
Udsigten til at store lastbiler og maskiner snart kommer til kvarteret i stort antal, bekymrer også naboerne.
“Hvis man vender trafikken om (så lastbilerne kommer ind via Paradisgade og Studsgade, red.), kommer det til at blive enormt ødelæggende for alle os butikker i Studsgade og Klostergade. Udeserveringen kommer til at ryge for os caféer, hvis der kommer så mange lastbiler igennem i de små gader. Det er også helt sikkert, at min gårdhave blive mindre attraktiv af, at vi får en byggeplads lige på den anden side af muren,” siger Per Engbirk og tilføjer ærgerligt:
“Der er noget forkert i, at en bygherre skal sidde og tjene fedt på bekostning af os i Latinerkvarteret, som må vinke farvel til omsætning.”
Mogens Wohlert er også dybt bekymret over udsigten til den tunge trafik.
“Vi er rystede over, hvordan man har planer om at føre trafikken, men vi vil rigtigt gerne i dialog omkring en god løsning på trafikken. Det er virkelig alvorligt, at man har store projekter, som kører samtidigt (Mejlgade/Studsgade-byggeri, red.). Som beboer, læge og formand for fællesrådet er jeg også dybt bekymret over, om man får fjernet asbesten i byggeriet ordentligt. Vi har fået en forklaring om, hvordan de ville fjerne det, og den virkede ikke forsvarlig,” fortæller Mogens Wohlert.
“Tilliden er jo fuldstændigt væk, så vi er da dybt bekymrede over, om de får fjernet asbest og lignende forsvarligt forsvarligt på grunden,” tilføjer Ditte Vilsgaard.
Byggefasen er anslået til at vare knapt to år.