Et point til Nørre Djurs HK - et for lidt
Glesborg-klubbens herrer havde sat næsen op efter begge point i tirsdagens hjemmekamp mod Viby, men måtte nøjes med det ene på en sen udligning af Kenneth Kristensen små 15 sekunder før tid
Nørre Djurs HKs håndboldherrer i 3. division hev endnu et point i hus , da holdet tirsdag aften i Nørre Djurs Hallen klarede 21-21 (12-11) mod Viby IF.
Det ene point var ellers lige ved at glide hjemmeholdet af hænde, da Viby kom på 21-20 blot 20-25 sekunder før tid.
Hjemmeholdets Kenneth Kristensen ville det imidlertid anderledes, og med en scoring fra fløjen sikrede han 21-21 kort før lukketid.
Nørre Djurs HKs holdleder Jakob Lunøe var dog ikke helt tilfreds med indsatsen.
"Vi kom aldrig helt op at ringe, som vi gjorde det i torsdags i Brabrand," siger Lunøe.
"Vi lavede simpelthen alt for mange tekniske fejl, fejlafleveringer, gribefejl og dårlige afslutninger, i et væk."
"Søvnig" og Eriksen tilbage
Nørre Djurs manglede højrefløjen David Bundgaard, men var ellers i stærkeste opstilling. Det betød, at målmand Dennis "Søvnig" Johansen var tilbage efter sygdom, mens storskytten Mikkel Eriksen nok var med igen efter sit uheld på arbejde, hvor en skurvogn forleden kyssede hans ene fod lige tæt og længe nok, men ikke spillede så meget.
"Mikkel scorede slet ikke, men spillede også for det meste forsvar," fortæller Jakob Lunøe.
Kasper Hansen startede i målet, men blev senere pillet ud til fordel for Dennis "Søvnig" Johansen, der stod en flot 2. halvleg.
"Han reddede os flere gange og tog blandt andet to straffekast," roser holdlederen.
Talentet Simon Østergaard startede ud med stort set at spille som om, det var ham, der var halbestyrer.
Han scorede således fire ud af hjemmeholdet fem første mål. Siden blev han lidt mere moderat.
Danefeldt Hansen igen topscorer
Nyerhvervelsen Nicolai Danefeldt Hansen blev atter topscorer for Nørre Djurs HK. Han blev noteret for seks scoringer, det ene på straffekast.
De øvrige scoringer fordelte sig på følgende:
- Simon Østergaard 5
- Kenneth Kristensen 3
- Kenneth Hougaard 2
- Henrik Pedersen 2
- Rasmus Bording 2
- René Høyer 1
Det ene point betød, at Nørre Djurs HK nu på næstsidstepladsen har 6 point for 12 kampe. Lørdagens modstander i lokalopgøret i Nørre Djurs Hallen, Aastrup/Hammelev-Grenaa, har 12 for det samme antal kampe.
Der resterer 10 spillerunder.