Fortsæt til indhold

ÅHG skarpest i lokalopgør

Aastrup/Hammelev-Grenaas kampafgørende spillere viste format, og det blev udslagsgivende i 23-17 sejren i lørdagens lokalopgør i Glesborg

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Nørre Djurs HK var reelt tvunget til at vinde lørdagens lokalopgør mod Aastrup/Hammelev-Grenaa (ÅHG) i Nørre Djurs Hallen, hvis holdet skulle holde liv i mulighederne for at komme over nedrykningsstregen lidt længere fremme i turneringen.
Men det blev ved lige ved og næsten for hjemmeholdet, der ikke kunne matche gæsterne på en række kampafgørende parametre, og derfor tabte 23-17 (10-9).
Cifrene lyver en smule, for kampen var meget lige, indtil små ti minutter før tid.
Kendetegnende for opgøret blev, at gæsterne skulle bruge betydeligt færre forsøg end hjemmeholdet til at score mål.
ÅHG styret af en klogt spillende Morten Pedersen som angrebsstyrmand var kyniske, når chancerne bød sig. Så blev bolden klappet i kassen.
Nicolai Hagen var tilbage hos ÅHG og var virkelig godt skydende i starten af kampen, hvor topscorer Rolf Hessellund til gengæld havde det svært. Han tog imidlertid revanche efter pausen.
På højrefløj kom Daniel Minke ind midtvejs i første halvleg, og han havde en dygtig hånd med i stort set alt, hvad han siden foretog sig. Sikkerheden selv, når han blev spillet op til en chance.
I ÅHGs mål var talentfulde Jonas Skjøth en stærk sidste skanse og lukkede især hjemmeholdets fløje effektivt ned, når de forsøgte sig.

Morten Pedersen (3) var stærkt spillende som spilstyrer og general hos ÅHG.

Gamle Lars med igen

Nørre Djurs HK havde gravet veteranen Lars Jakobsen frem til kamp, og veteranen præsterede nærmest at spille fulltime, men det var begrænset, hvad han fik at arbejde med på stregen.
Forsvarsmæssigt viste Jakobsen, at han naturligvis ikke har glemt kunsten.
Modsat gæsterne skulle Nørre Djurs HK bruge mange kræfter på at komme til scoringer. Manglen på et alternativ til en småskadet Mikkel Eriksen som skytte fra distancen var udtalt. Her havde gæsterne i Hessellund og Hagen to mand, der på skift kunne tage kuglen og sende den i kassen fra stor afstand, hvis ikke andet bød sig.
Især i første halvleg spillede hjemmeholdet tempohåndbold i store perioder og fik flyttet ÅHGs offensive 3:2:1 forsvar rundt flere gange. I denne periode var Henrik Pedersen en glimrende organisator, mens stortalentet Simon Østergaard på højrefløj nærmest var usynlig i de første 30 minutter. Det blev lidt bedre efter pausen.
Det havde været spændende at se undervejs, hvad en hurtigtspillende og fodrap bagkæde med Henrik Pedersen, Nicolai Danefeldt Hansen og Simon Østergaard kunne have udrettet, men konstellation blev aldrig spillet ud.
På målmandsposten skiftedes Dennis "Søvnig" Johansen og Kasper Hansen til at fylde rammen ud, men ingen af dem havde deres bedste dag, og manglen på redninger blev også en afgørende faktor for kampens udfald.

Mikkel Eriksen (11) var tydeligvis hæmmet af sin fodskade. Et mål blev det til på straffekast, men han brændte også et og måtte endvidere tygge to udvisninger.

Hagen startede som lyn og torden

ÅHG med Mikkel Juhl på stregen og uden cheftræner Bjørn Hessellund, der var optaget af skiferie med sin efterskole, kom bedst fra start og førte både 0-2 og 1-3 på tre mål af Nicolai Hagen.
Nørre Djurs HK kom første gang foran 5-4, da Mikkel Eriksen udnyttede et straffekast, hans eneste scoring i kampen.
En ny scoring af Hagen bragte stillingen på 5-5 efter godt 15 minutter.
Et mål af Rasmus Bording efter en returbold bragte hjemmeholdet på 9-8, men velspillende Daniel Minke og Rolf Hessellund bragte ÅHG på 9-9 og 10-9, som også var stillingen ved pausen.

Da kampen skulle afgøres, trådte ÅHGs topscorer Rolf Hessellund frem i rampelyset og leverede de nødvendige scoringer i slutfasen.

Rolf Hessellund lukkede og slukkede

I det første syv minutter efter pausen blev der kun scoret to gange. Begge gange var scoringen signeret hjemmeholdets René Høyer.
Fire mål i rap til ÅHG ved Hagen, Minke og Morten Pedersen to gange bragte imidlertid stillingen på 14-12 til gæsterne efter 12 minutter, og herefter var ÅHG i spidsen i resten af kampen.
Det afgørende ryk begyndte efter godt 18 minutter, hvor Rolf Hessellund leverede scoringerne til 17-15, 18-16, 19-16 og 20-16.
I disse afgørende minutter kunne hjemmeholdets udvalgte ikke følge med scoringsmæssigt – primært på grund af store tekniske fejl og et par vildskud i panik.
En scoring af Nicolai Danefeldt Hansen til 20-17 gav lidt håb, men den blev kun kosmetisk. I de sidste 3-4 minutter sluttede Hagen, Minke og Mikkel Due lokalopgøret effektivt af med tre scoringer.
To velfortjente point til ÅHG, der nu kan kigge opad i rækken, mens Nørre Djurs HK reelt fik dødsstødet og nu skal håbe på mirakler, hvis det også skal hedde 3. division i næste sæson.

Fire mand scorede 21 ud af 23

Scorekort Nørre Djurs HK:

  • Nicolai Danefeldt Hansen 4
  • Henrik Pedersen 3
  • René Høyer 3
  • Simon Østergaard 2
  • Lars Jakobsen 2
  • Rasmus Bording 1
  • Kenneth Hougaard 1
  • Mikkel Eriksen (1)

Scorekort ÅHG:

  • Rolf Hessellund 7
  • Nicolai Hagen 6
  • Daniel Minke 5
  • Morten Pedersen 3 (1)
  • Mikkel Due (1)
  • Jacob Wiil Christiansen 1