"Tåbleligt at flytte en flyveplads fra noget dårligt jord..."
Tidligere finans- og økonomiminister med bopæl på Djursland gav tilhængere af en flytning af lufthavnen i Tirstrup til Hammel tørt på under valgkampen i 1953
Borgmestrene Claus Wistoft (V) i Syddjurs og Jan Petersen (S) i Norddjurs skal måske i en stille stund læse i tidligere minister Anders Andersens erindringer, der udkom i 1996 og har den lidet prunkløse titel 'Anders Andersens erindringer', for at få tilført nye argumenter til diskussionen om Aarhus Lufthavns placering og fremtid.
I erindringsbogen fortæller Anders Andersen, der var opstillet i Hornslet-kredsen, om valgkampen i 1953, hvor et stort tema var om man skulle flytte lufthavnen fra Tirstrup til Hammel.
"Jeg gik på alle møder imod, at flyvepladsen skulle flyttes, og borgmesteren i Hammel, som var Venstre-mand, var vildt uenig med mig og sagde, at jeg ikke tog hensyn til Hammel by," fortæller Anders Andersen i bogen.
"Det kan godt være , men det er fuldstændig tåbeligt at flytte en flyveplads fra noget dårligt jord, som ikke kan bruges, og ødelægge jeres gode jord. Ikke tale om at jeg vil ligge under for de fine fornemmelser med at få egen flyveplads, som nogle byer har," svarede Anders Andersen Hammel borgmesteren.
"Som bekendt blev flyvepladsen ikke flyttet, men ligger i Tirstrup den dag i dag." konstaterer Venstre-manden fra gården Benzonslyst i Voldby nord for Grenaa - i de ord ligger der med garanti en slet skjult ironi fra en dreven politiker, der forlod Christiansborg i 1987.
Anders Andersens argumenter er sikkert fortsat til fri afbenyttelse, hvis det skulle vise sig nødvendigt.